Tankegang bag hit om affald i Grønland

Julie og skolebørn skal synge en sang om at bruge skraldespanden

Marianne Isen
Sangerinden Julie optræder i den nye landsdækkende affaldskampagne, som er udtænkt af Tankegang i Frederikshavn. Privatfoto.
Skolevæsen 18. maj 2014 13:32

FREDERIKSHAVN: Qujanaq – tak – er budskabet i en stor, landsdækkende affaldskampagne, som Tankegang i de kommende måneder gennemfører sammen med Selvstyret i Grønland.

Qujanaq er også titlen på den sang, der bærer hele kampagnen. Den er skrevet til Grønlands superstar Julie Berthelsen, som den 21. og 23. maj optræder sammen med et kor af skolebørn i Maniitsoq og Nuuk.

- Vi har tilrettelagt en kampagne med et enkelt og positivt budskab, som alle i Grønland kommer til at møde – og kan synge med på: Tak, fordi du bruger skraldespanden – tak, fordi du passer på naturen.

Det fortæller Tankegangs direktør Stener Glamann, som selv tager til Grønland i den kommende uge for at koordinere begivenhederne.

På facebook

Qujanaq har sin egen Facebookside, som bliver hjemsted for en konkurrence blandt alle skolebørn i Grønland. De skal optage et videoklip, hvor de optræder til Julies sang og lægge det op på siden. Vinderen udtrækkes til efteråret og får 10.000 kr. til en aktivitet for klassen.

- Vi har også syngende skraldespande i de fire største byer, lige som sangen kommer i radio- og tv-spot. Vi er også ret sikre på, at der kommer massiv presseomtale af projektet, forklarer Stener Glamann.

Tankegang har gennem 27 år hjulpet kommuner og forsyningsselskaber i Danmark med at fortælle borgerne, hvad de skal gøre med deres affald. Tankegang har sammen med AVV og Aalborg Universitet udviklet og gennemført det store projekt Nulskrald, som nu breder sig fra Vendsyssel til resten af landet.

Tak er altid godt

Så langt er Grønland ikke endnu. I denne omgang drejer det sig alene om at få folk til at bruge skraldespandene i byer og i det fri i stedet for at kaste affald på gaden og i naturen.

- Jeg håber, at vi i de kommende år kan bygge oven på kampagnen. Tak er et godt budskab – også når det gælder sortering, genbrug og mindre affald. Det gælder også i Danmark, konstaterer Stener Glamann.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...