Thisted FC

TFC-angriber: Andenbolde vigtige

Årstiden ændrer banerne, så nedfaldsbolde bliver endnu vigtigere, mener Sonny Jakobsen

Thisted FC’s Sonny Jakobsen har nettet ni gange i efteråret. Det gør ham til den næstmest scorende spiller i NordicBet Ligaen. 

Foto: Kurt Bering
Thisted FC’s Sonny Jakobsen har nettet ni gange i efteråret. Det gør ham til den næstmest scorende spiller i NordicBet Ligaen. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

FODBOLD: Knolde, store fuger og generelt bare en bane, hvor det så ud som om støvlerne nærmest sugede sig til græstæppet. Kalenderen siger november, og det kunne søndag ses, da Thisted FC sejrede hjemme mod Skive IK.

Banen medvirkede til, kampen ikke fik de højeste skønhedskarakterer i anden halvleg, mener thyboernes matchvinder i søndagens kamp, Sonny Jakobsen. Men han har prøvet værre baner.

- Vores træningsbane er dobbelt så dårlig. Det blev ikke det flotteste fodbold, men det tager vi med, siger Sonny Jakobsen.

Søndag viste thyboerne, de kunne fighte sejren hjem, selvom Skive målt i højden havde en fysisk fordel. Evnen til at kæmpe, når banerne ikke er til så meget andet, kan thyboerne bruge, mener Sonny Jakobsen.

I de sidste tre runder venter to hjemmekampe, og med mindre Sparekassen Thy Arenas græs forvandles til et billardtæppe på kort tid, kan thyboerne tage noget lærdom med fra kampen mod Skive.

- Vi går selvfølgelig 100 procent ind i alle duellerne, men bliver man presset i sådan en duel, lander bolden ikke altid, hvor man ønsker. Vi er gode til at bakke hinanden op, og så behøver man ikke vinde alle dueller for at virke stærke; bare man er klar på andenboldene. Jeg tror mere, det er vilje, gejsten og så det at være klar på alle andenbolde, der er afgørende, siger Sonny Jakobsen.

Han deler sammen med holdkammerat Mikkel Agger andenpladsen på topscorerlisten i NordicBet Ligaen. De har scoret ni gange. Kun HB Køges Martin Koch Hansen har scoret flere mål end de to TFC-angribere.

Gå til relaterede emner

Forsiden