TFC’er: Superærgerligt udebanenederlag
Fire mål imod gør ondt på Thisted FC’s Jeppe Svenningsen
Opdateret kl. 06:35
FODBOLD: Nordens udebanekonger. Thisted FC delte sammen med de finske mestre fra HJK Helsinki den titel, inden de mandag aften blev tvunget fra tronen. Thisted FC og de finske mestre var inden mandag de eneste nordiske hold, hvis man ser på landenes to øverste rækker, der endnu ikke havde tabt på udebane i efteråret. Men med mandagens bet på 4-1 i Hjørring mod Vendsyssel FF måtte thyboerne altså se udebanestatistikken smuldre; det i efterårets sidste udekamp.
- Det er superærgerligt. Vi havde håbet, vi kunne have gået ubesejret igennem som udebanehold, men det lykkedes ikke. Det er der ikke noget at gøre ved nu, siger Thisted FC’s Jeppe Svenningsen.
Ikke alene brød mandagens nederlag på 4-1 udebanestimen på otte kampe uden nederlag. Nederlaget står også som thyboernes største i efterårssæsonen. Og selvom de to sidste mål faldt på langskud - det ene direkte på frispark - svier det at lukke fire mål ind i en kamp. Det mener forsvarsspiller Jeppe Svenningsen.
. Generelt synes jeg faktisk, vi spillede en fin kamp. De sidste to mål imod gjorde lidt ondt som defensivspiller, men kynisme er vigtig i begge ender. Jeg synes, 4-1 på en eller anden måde var for meget. Vi spillede en god kamp og var godt med, men de havde kynismen og bankede den i kassen, siger Jeppe Svenningsen.
Med mandagens udebanenederlag ligger Thisted FC nummer tre i NordicBet Ligaen med tre point ned til nummer fire, nedrykkerne fra Alka Superligaen Esbjerg fB.