Thisted FC

TFC forsvarede et point hjem

Roskilde belejrede Thisted FC i anden halvleg, da holdene delte

Masser af dueller prægede opgøret, da Thisted FC søndag delte med FC Roskilde. Foto: Kurt Bering
Masser af dueller prægede opgøret, da Thisted FC søndag delte med FC Roskilde. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret kl. 19:03

FODBOLD: Med 11 mand på egen halvdel i store dele af anden halvleg, kæmpede Thisted FC for at forsvare sejren hjem mod FC Roskilde. Det lykkedes dog ikke søndag, for gæsterne udlignede til 1-1, få minutter før den ordinære tid løb ud.

Anfører Allan Høvenhoff kanonerede thyboerne i front, da stadionuret netop havde rundet en halv times spil. Indskiftede Ronni Møller-Iversen på højre wingback trak ind i banen og spillede på tværs. I løb mod mål dukkede anføreren op på kanten af feltet, og med en strakt vrist bragede han bolden højt i sidenettet til 1-0.

Foruden langskud bøvlede TFC med at komme frem til åbne målchancer i 1. divisionskampen. Det samme gjorde sig gældende for de sjællandske gæster før pausen. Efter sidebyttet pressede Roskilde dog på.

Da gæsternes enlige spidsangriber fra start, det tidligere Chelsea-talent Morten Nielsen, efter godt og vel 10 minutter af anden halvleg brød igennem med en tunnel på Laus Nielsen, måtte Kevin Mendoza i TFC-målet på arbejde.

Målmanden for oprykkerne i NordicBet Ligaen kastede sig mod stolpen og reddede Roskilde-angriberens flade spark, inden målmanden i anden omgang var først over læderet og samlede bolden op.

Med 10 minutter igen af thyboernes hjemmekamp så det så ud til, gæsterne skulle få udbytte at det pres, de lagde TFC under efter pausen. På frispark krøllede Mikkel Nøhr Christensen bolden over TFC-muren og på overliggeren. På returen skrabede TFC bolden væk tæt under mål.

Forløsningen for udeholdet kom dog få minutter senere, for med seks minutter igen af den ordinære spilletid udlignede gæsternes Mathias Gehrt efter endnu en lang bold i feltet.

Efter udligningen pressede Roskilde for alvor på for at snuppe alle tre point, mens TFC lurede på kontrastød. Men med lodder og trisser forsvarede TFC det ene point, der sørger for, thyboerne nu deler andenpladsen med Vendsyssel FF.

Gå til relaterede emner

Forsiden