TFC lugtede point

Kampen formede sig efter Thisteds hoved, men Vendsyssel snuppede sejren

Sebastian Engelberth Hansen
Henrik Larsen mener, TFC med lidt held kunne have snuppet point mod Vendsyssel. - Det er en rigtig, rigtig ærgerlig følelse, for vi tænkte, vi havde fået kampen, derhen hvor vi gerne ville have den. De var meget sårbare over for vores kontrafase i det sidste kvarter. Der var meget, der gik, som vi håbede, og så endte det alligevel lidt hårdt, siger cheftræneren. Foto: Bo Lehm
Thisted FC 12. maj 2018 21:41 - Opdateret 14. maj 2018 12:23

FODBOLD: Jeff Mensahs drømmedagshug rakte lørdag ikke til point for Thisted FC i 1. division, da Vendsyssel FF snuppede sejren på 3-1. Thyboerne kom ellers foran 1-0, og der stod 1-1 langt ind i anden halvleg.

- Jeg synes, vi havde fortjent et point. Vi arbejdede virkelig hårdt, og vi var gode med bolden i perioder. Men vi lukker stadigvæk for mange mål ind, selvom vi synes, de kom lidt ud af det blå mod Vendsyssel, siger TFC’s vikarierende cheftræner, Henrik Larsen.

Kampen artede sig på mange måder, som TFC kunne have håbet på. Vendsyssel jagter tredjepladsen i NordicBet Ligaen og dermed muligheden for playoffkampe om oprykning.

Derfor vidste TFC, at der ville åbne sig muligheder for kontrastød, så længe kampen var lige på måltavlen.

Efter vendelboerne pressede på i den første halvdel af anden halvleg ved 1-1, red TFC stormen af, og så var TFC’s Sonny Jakobsen tæt på at komme til flere kontrachancer.

Men så slog vendelboerne til. Først scorede Mikael Anderson på et skud, der normalt ikke ville gå ind, men hvor den hårde bane sandsynligvis spillede Kevin Mendoza et puds i Thisted-målet. Herefter scorede Glenn Rask selvmål, da han rettede et indlæg i eget net.

- Det var ærgerligt, uheldigt med de to sidste mål. Med lidt mere held og dygtighed kunne vi have scoret i stedet for Vendsyssel, siger thyboernes anfører, Allan Høvenhoff.

Med nederlaget har Thisted FC stadig ikke vundet i foråret efter nu 12 forårskampe. Vendsyssel ligger nummer fire med samme pointtal som Viborg FF på tredjepladsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...