TFC-målscorer: Rigtig god fornemmelse
Oprykkere strutter af selvtillid efter rent bur og tre point
Opdateret kl. 18:25
FODBOLD: Rent bur og tre point. Den kombination havde oprykkerne fra Thisted FC ikke oplevet før i denne sæson, men i syvende 1. divisionskamp lykkedes det thyboerne både at vinde og at spille til nul.
Søndag sejrede thyboerne hjemme 2-0 mod HB Køge.
- Nu tager vi endnu mere selvtillid med i bagagen, siger TFC’s højre wingback, Glenn Rask.
Han sørgede for målet til slutresultatet 2-0, da han midtvejs i anden halvleg headede et frispark i kassen.
Med sejren sikrer thyboerne sig tre point og en øjeblikkelig tredjeplads i NordicBet Ligaen, efter TFC i de sidste to kampe tabte 2-1 til Vendsyssel FF og skrabede 2-2 hjem mod Brabrand IF.
- Det er en rigtig god fornemmelse at have givet publikum den sejr, vi og publikum har længtes efter, siger Glenn Rask.
Målet til 2-0 faldt, efter HB Køge især før pausen og lige efter dominerede med bolden og kom frem til chancer.
Derfor understreger Glenn Rask vigtigheden af, at kampen blev punkteret med målet til 2-0. Wingbacken roser samtidig thyboernes evne til at forsvare i og omkring eget felt i kampen.
- HB Køge havde nogle høje folk og var farlige på dødbolde, men ellers synes jeg, vi forsvarede godt, selvom vi stod dybt. Selvom vi stod dernede i lidt længere perioder, følte jeg ikke, der var fare på færde, siger Glenn Rask.
Med målet til 2-0 står wingbacken nu noteret for tre mål i sæsonens syv kampe. Dermed deler thyboernes nummer 10 den interne topscorerværdighed i TFC med angriber Mikkel Agger.