Thisted FC

TFC sejrede i tordenkamp

Oprykkerne fra Thisted FC holder fast i andenpladsen

Sonny Jakobsen sparkede for anden weekend i træk Thisted FC hurtigt på sejrskurs, da han for tredje gang i sæsonen omsatte et straffespark til mål. Arkivfoto: Bo Lehm
Sonny Jakobsen sparkede for anden weekend i træk Thisted FC hurtigt på sejrskurs, da han for tredje gang i sæsonen omsatte et straffespark til mål. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 18. september 2017 kl. 06:22

FODBOLD: Thisted FC cementerede søndag sin position som efterårets hidtil største positive overraskelse i 1. division.

Oprykkerne fra Thy snuppede tre point på udebane mod Nykøbing FC og lettede derfor byrden ved en over 400 kilometer lang bustur hjem. For med sejren på 2-1 på Falster holder oprykkerne fast i andenpladsen med ni runder spillet af NordicBet Ligaen.

Ligesom sidst mod Fremad Amager eksekverede TFC-angriberen Sonny Jakobsen et straffespark i kampens begyndelse, og så var TFC foran med 1-0 for tredje kamp i træk.

Det er tredje kamp i træk, thyboerne scorer kampens første mål i løbet af kampens første seks minutter.

Endnu bedre blev det for udeholdet, da Sonny Jakobsens eneste angrebskollega i startopstillingen, Mikkel Agger, bragede oprykkerne foran med 2-0.

Angriberen modtog bolden i højre side og trak på tværs af feltets kant, inden han på kanten af feltet og midt for mål hamrede bolden i nettet. Med venstrepoten sparkede han bolden ind, så den klistrede til stolpen i målmandens højre side.

Foran med 2-0 ved pausen syntes thyboerne altså på sejrskurs, men pludselig skabtes der tvivl om, om kampen kunne spilles færdig.

Tordenvejr indtog Falster og det sydlige Sjælland, så pausens kvarter blev udvidet med en halv time, inden de to hold måtte ud at varme op igen for at være klar til anden halvleg.

Efter pausen reducerede Nykøbing FC på et hovedstødsmål fra Jakob Bonde, da stadionuret på Falster havde rundet godt og vel en times spil.

Reduceringsmålet åbnede kampen på ny, men Nykøbing FC måtte se både overliggeren og Kevin Mendoza i TFC-målet nægte dem mål nummer to i kampen.

Dermed sejrede TFC med 2-1, så der nu er lagt op til et topopgør i næste weekend, hvor rækkens duks, Vejle Boldklub, gæster Thisted.

Gå til relaterede emner

Forsiden