Thisted FC inden topkamp: Ikke tiki-taka
Et godt tidspunkt at møde Vejle B i forårspremieren, mener TFC-cheftræner
FODBOLD: Forårspremieren i 1. division byder på en topkamp, når overraskelsen på rækkens andenplads, Thisted FC, gæster divisionsduksen fra Vejle Boldklub.
Begge hold har i løbet af vinteren sagt farvel til deres respektive topscorere, Mikkel Agger og Dominic Vinicius. Med spillerudskiftningerne i baghovedet er første kamp i forårets NordicBet Liga derfor et fint tidspunkt at møde vejlenserne på, mener thyboernes cheftræner, Joakim Mattsson.
- De har mistet nogle spillere, så de skal spille nogle nye spillere ind. Vi kan håbe, det ikke sidder helt i skabet endnu, sammenlignet med når der er gået tre-fire kampe, siger Joakim Mattsson.
Fredagens premierekamp bliver thyboernes første i år på en dansk græsbane, og med tanke på vejrforholdene skal tilskuerne og tv-seerne nok ikke forvente en kamp, der er sammenlignelig med holdenes 1-1-kamp i efteråret, mener Joakim Mattsson.
- Det bliver nok ikke Barcelona-tiki-taka fra nogen af holdene. Jeg tror, det er et fedt for begge hold. Vi angriber kampen som en hvilken som helst anden. Vi er godt klar over, at vi er gode til at omstille os til de forhold, der nu er, siger cheftræneren.
I efterårets deler scorede Mikkel Agger og Dominic Vinicius kampens to mål.
Foruden de to ændringer på holdkortene sammenlignet med efterårets kamp vil man som minimum se en mere, for thyboernes Asger Bust er ude med karantæne. Midtbanespilleren spillede 90 minutter i alle efterårets divisionskampe for thyboerne.