Thisted henter Superliga-forstærkning
Jeppe Mehl vender efter 11 år hjem til Thisted FC, når kontrakten med AC Horsens udløber.
Opdateret 21. april 2018 kl. 10:20
FODBOLD: Tidligere fredag meddelte AC Horsens på deres hjemmeside, at kantspilleren Jeppe Mehl ikke ville få forlænget sin kontrakt, der udløber efter denne sæson. Det skete efter kantspillerens eget ønske, da han ønskede mere spilletid.
Rygterne har svirret i et stykke tid om en hjemkomst til Thisted FC, og fredag aften meddeler thyboerne, at de ganske rigtigt har skrevet med Jeppe Mehl fra sommer.
- For mig handlede det først og fremmest om at komme ud og spille fodbold igen og finde glæden ved spillet efter en længere periode i AC Horsens, hvor jeg ikke har spillet så meget, udtaler Jeppe Mehl til Thisted FC’s hjemmeside.
- Da Thisted FC viste interesse for mig og gerne vil tilknytte mig, så var valget ikke svært, fordi det er en klub, der står mig meget nær.
Kantspilleren var i Thisted FC indtil 2007, hvor han skiftede til Esbjerg. Herfra gik turen i 2011 til AC Horsens, hvor han altså har spillet i de seneste snart syv år.
Jeppe Mehls kontrakt med Thisted FC gælder for de kommende to sæsoner.