Svenningsen: Vi mangler det sidste
Midt på banen fungerer det, men i felterne halter Thisted FC
Opdateret 28. april 2018 kl. 20:13
FODBOLD: Thisted FC bøvler med pointformen, og fredag aften fik thyboernes hjemmepublikum så lov at overvære endnu et kapitel bogen om thyboernes sejrsløse 2018 i 1. division.
Ni kampe i træk uden sejr samt tre kampe uden mål eller point understreger pointproblemerne.
- Det er selvfølgelig træls. Jeg ville hellere have haft, det var ni sejre. Vi ved godt, vi ikke kan vinde hver gang, men vi er også nødt til at kigge på, vi ikke har fået de point, vi havde håbet på. Vi er stadigvæk Thisted og havde et fantastisk efterår, men vi er selvfølgelig ikke tilfredse med pointhøsten, siger thyboernes forsvarsspiller og viceanfører Jeppe Svenningsen.
Forsvarstalentet kan se tilbage på tre målløse kampe i træk, mens oprykkerne ikke har scoret i fem ud af ni forårskampe. Forsvarsspilleren er dog ikke klar ti at lægge ansvaret for forårets sejrstørke over på offensiven alene.
- Det er en helhed. Vi har måske ikke været skarpe nok generelt. Meget af spillet midt på banen har fungeret fint. Men vi mangler måske det sidste i begge ender, og det er det, der afgør fodboldkampe. Det kan man også se på resultattavlen. Vi har ikke fået så mange point, siger Jeppe Svenningsen.
Med fire point efter ni forårskampe står TFC som det dårligste hold i forårets NordicBet Liga. Det sejrsløse forår har sendt TFC fem pladser ned i tabellen, siden foråret begyndte, så oprykkerne nu ligger nummer syv.