18 valgsteder skåret ned til kun fem: Sådan gik det med stemmeprocenten

Vælgerne i Thy og på Mors har i år skullet køre lidt længere for at afgive deres stemme 

Morsø Kommune sendte i ugen op til folketingsvalget en valgbus rundt til fem af øens mindre byer, hvor vælgerne således kunne brevstemme lokalt. Det benyttede i alt 197 borgere sig af. <i>Foto: Morsø Kommune</i>

Morsø Kommune sendte i ugen op til folketingsvalget en valgbus rundt til fem af øens mindre byer, hvor vælgerne således kunne brevstemme lokalt. Det benyttede i alt 197 borgere sig af. Foto: Morsø Kommune

THY-MORS:Adskillige små forsamlingshuse på Mors blev droppet som valgsteder, da et stort flertal i kommunalbestyrelsen i marts i år besluttede at reducere antallet af valgsteder i Morsø Kommune fra 18 til kun fem. Nogle havde på forhånd en vis bekymring for, om det ville gå ud over valgdeltagelsen. Men sådan er det ikke gået.

Stemmeprocenten i Morsø Kommune var ved tirsdagens folketingsvalg 83,62, hvilket faktisk er en anelse højere end ved folketingsvalget i 2019, hvor 83,49 procent af de stemmeberettigede morsingboer afgav deres stemme.

Samme billede tegner sig faktisk i Thisted Kommune, hvor antallet af valgsteder er reduceret fra 26 til 15 i år. Her nåede stemmeprocenten ved folketingsvalget op på 84,45 procent, hvilket er lidt højere end i 2019, hvor tallet var 84,38 procent.

Første gang borgerne skulle vænne sig til de nye lokaliteter, var ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni. Her indsatte Morsø Kommune en valgbus, der kørte rundt til nogle af de mindre byer, hvor vælgerne således havde mulighed for at brevstemme.

I ugen op til folketingsvalget rullede valgbussen ud på øen igen. I løbet af to dage besøgte bussen fem byer på Mors, nemlig Øster Assels, Ørding, Sdr. Dråby, Sundby og Tæbring. Her blev afgivet henholdsvis 53, 65, 19, 45 og 15 brevstemmer. I alt 197 stemmer.

Også mange andre valgte at stemme pr. brev i år. Pia Thybo, specialist i Morsø Kommunes sekretariat, oplyser, at antallet af brevstemmer ved folketingsvalget 2022 var 1143, mens der ved valget i 2019 var 754 borgere, der stemte pr. brev.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune, glæder sig over, at stemmeprocenten ikke er gået ned, trods lukningen af et stort antal valgsteder.

- Det var en af mine bekymringer, om det ville gå ud over valgdeltagelsen. Men der blev jeg glædeligt overrasket. Det er så dejligt at se, at stemmeprocenten faktisk er lidt højere, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.