Folkeskolen

6.-klasse fra Thy er en af landets klogeste: Så langt nåede de i finalen

"Sjørring Megaminds" dystede mod otte andre 6.-klasser fra hele landet i quizzen "Smart Parat Svar!"

Smart Parat Svar! "Sjørring Megaminds" er klar til dysten mod elever fra otte andre skoler fra hele landet, afviklet via videolink fra Aalborg BIbliotekerne. Fra venstre Thea Korsgaard Sørensen, Frida Ryttersgaard Sejersbøl, holdleder Oscar Holmkjær Sørensen, Oskar Uhrbrand Christensen og Oleksandr Kurylenko.
Smart Parat Svar! "Sjørring Megaminds" er klar til dysten mod elever fra otte andre skoler fra hele landet, afviklet via videolink fra Aalborg BIbliotekerne. Fra venstre Thea Korsgaard Sørensen, Frida Ryttersgaard Sejersbøl, holdleder Oscar Holmkjær Sørensen, Oskar Uhrbrand Christensen og Oleksandr Kurylenko. Foto: Bo Lehm

THY: Hver især er de kloge på en del forskellige ting. Og de fem piger og drenge fra 6.a på Sjørring Skole har gjort en ekstra indsats for at blive helt skarpe på paratviden.

- Vi har spillet forskellige spil. Blandt andet Jeopardy og noget, der hedder Kahoot, fortæller Oskar Uhrbrand Christensen, lige før starten på finalen i bibliotekernes læse- og vidensquiz, "Smart Parat Svar!"

Han og de fire andre på holdet, der kalder sig "Sjørring Megaminds", har taget plads ved et bord på Musikskolen i Thy, lige ved siden af biblioteket i Thisted, der er vært for denne del af konkurrencen.

Sjørring Megaminds er klar til konkurrencen, der foregår via et videolink til Aalborg Bibliotekerne og i de i alt ni hold rundt om i landet.  Foto: Bo Lehm

Efter at have vundet først den lokale konkurrence i Thisted Kommune og dernæst den regionale for 6.-klasser fra hele Nordjylland, var Sjørring Megaminds onsdag klar til at udfordre otte andre hold fra ligeså mange skoler i hele landet.

De mødtes ikke fysisk, men svarede via videolinks på quiz-spørgsmålene, der blev stillet af to værter fra Aalborg Bibliotekerne.

Fra Kultursalen, ved siden af et lokale hvor de fem svarede på spørgsmål, kunne deres klassekammerater så følge konkurrencen på storskærm - og komme med opmuntrende tilråb. Hele klassen var klædt i blå T-shirts, fremstillet til lejligheden. Og inden konkurrencestart varmede klassen op med kampråbet: "Vi er fra Sjørring, vi er blå. Vi er ikke til at slå!"

Klassekammeraterne fra 6.a fulgte med fra Kultursalen. Foto: Bo Lehm

De fem quizdeltagere fra Sjørring har hver især nogle specialer, hvor de kan byde ind med paratviden. Et par af dem ved rigtig meget om Harry Poytter, mens en går op i sport. Og holdlederen, Oscar Holmkjær Sørensen, fortæller, at mytologi og historie er noget af det, han er godt hjemme i.

Det sidstnævnte speciale kommer holdet til gode i første runde af konkurrencen, hvor de vælger emnet "græsk mytologi" - og svarer rigtigt på tre ud af tre spørgsmål. Mens det "kun" bliver til rigtige svar på to af tre spørgsmål i de kategorier, der handler om matematik og astronomi. 

Klar til at heppe på Sjørring Megaminds.  Foto: Bo Lehm

Alligevel er Sjørring Megaminds i førerfeltet, da de tre deltagere til den endelige finalerunde skal findes. Men da tre hold har lige mange point, skal sagen afgøres med et ekstra spørgsmål. Det handler om, hvor stor en del af jordens overflade, der er dækket af vand- og her er Sjørring-holdets bud desværre lidt for langt fra det rigtige.

Skuffelsen er til at tage at føle på hos de fem deltagere, som ikke har lyst til at sige noget efter konkurrencen. 

- Men jeg synes det er flot, at de er blevet nummer fire. Det var jo marginalerne, der afgjorde det, siger Ida Østergaard, dansklærer og sammen med Rosa Vilsgard Jensen klasselærer for 6.a.

Klasselærerne for 6.a i Sjørring, Ida Østergaard og Rosa Vilsgaard Jensen. Foto: Bo Lehm

Og det er ikke spildt, at klassen har brugt en del timer på at forberede sig:

- Det er sjov og ballade, men det giver noget sammenhold og en oplevelse til kassen, selv om det kun er fem af dem, der får lov at svare på spørgsmålene. Og fagligt giver det noget i form af både faktuel viden, og en styrket lyst til at undersøge tingene og finde svar, siger Ida Østergaard.

Konkurrencen - og en præmie på 10.000 kr. - blev vundet af Kastrupgårdsskolen på Amager, foran Risbjergsskolen fra Hvidovre og Kirstinebjergskolen i Fredericia.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden