Dødsbranden i Thisted

Advokat har to spørgsmål til politiet om dødsbrand

Var bygningen forsvarligt brandsikret? Hvorfor gik der 40 minutter, inden Juline Seberg blev bragt ud?

Håndværkere er i fuld gang med renovering af den brandramte fløj af komplekset Munkegården. Der er sat nye glasdøre i lejlighederne som forberedelse til altaner og terrasser.
Håndværkere er i fuld gang med renovering af den brandramte fløj af komplekset Munkegården. Der er sat nye glasdøre i lejlighederne som forberedelse til altaner og terrasser.

Opdateret 27. november 2023 kl. 11:25

THISTED: - Efter at Rigspolitiet har droppet sigtelsen mod beboeren, hvis lejlighed brød i brand, er det elimineret, at nogen kan straffes for uagtsomt manddrab. Dermed er Munkegården blevet til en almindelig brandsag, hvor der skete en ulykke. Men der resterer fortsat to centrale spørgsmål for forældrene til Juline Seberg.

Det siger Lauge Fastrup, Advokater Haumann & Fastrup i Thisted. Som meddelt i Nordjyske forleden har Rigspolitiet opgivet at rejse tiltale mod den 63-årige mand, der 4. marts i år efter alt at dømme sov fra en tændt cigaret i sin lejlighed på Kastet 96 i Thisted. Herved antændtes en brand, hvis kraftige røg blev årsag til den 19-årige Juline Sebergs død på etagen ovenover.

Lauge Fastrup er som følge af tiltalefrafaldet blevet afbeskikket som bistandsadvokat for Monika Seberg og Torsten Seberg Færk, men han varetager stadig interesserne for det fraskilte forældrepar.

Hemmeligtstemplede bilag

For advokaten og hans klienter er sagen ikke afsluttet. I oktober sendte han 18 klagepunkter til Midt- og Vestjyllands Politi. Han har modtaget svarmateriale fra politiet, men var ikke tilfreds med det, han fik i første omgang.

- Jeg har bedt Torsten og Monika om at komme ind på mit kontor, hvor jeg vil læse noget op for dem, som jeg netop har modtaget fra politiet. Det er et supplerende bilagsmateriale med blandt andet kopier af forhørsrapporter, som jeg ikke offentligt må citere fra, siger Lauge Fastrup.

Men han må godt summere op, hvad de to uafklarede emner er set fra hans og hans klienters side:

- Det ene tema er, om bygningen med hensyn til brandsikkerhed var lovlig på brandtidspunktet. Det er jo blandt andet påvist, at branddørene ud mod trappeopgangen blev holdt åbne af kiler, således at røgen uhindret kunne trække op. Det andet tema er redningsaktionen. Her er det centrale spørgsmål, hvorfor der skulle gå 40 minutter, fra mandskabet fik at vide, at Juline befandt sig på anden sal, til hun i livløs tilstand blev båret ud af bygningen af røgdykkere, siger Lauge Fastrup.

Dette kamera er sat op på facaden over indgangen i Kastet 96, men ifølge advokat Lauge Fastrup er det sparsomt, hvad optagelser viser fra brandaftenen 4. marts. Bo Lehm

Sparsomme videoer

Hvad der mere præcist skete, fra det tidspunkt, hvor politi og beredskab fik adgang til gårdarealet, som Kastet 96 ligger ud til, burde kunne bevidnes på optagelser fra opsatte videokameraer. Men Lauge Fastrup har kun fået adgang til at se sparsomme videoklip, som ikke rigtigt viser noget relevant.

- Gården er ellers nøje videoovervåget, hvad jeg fik fortalt et eksempel på. Julines knallert var blevet stjålet fra gården året før, hun døde, og ved den lejlighed kunne politiet ud fra videooptagelserne spore gerningsmænd og knallert, siger advokaten.

Nordjyske har ved selvsyn set, at der er flere videokameraer, som dækker gårdarealet fra forskellige vinkler. Håndværkerfirmaer er langt fremme med en renovering af boligfløjen Kastet 96 og ikke bare en udbedring af brandskaderne. Der anlægges terrasser til lejlighederne i stueplan og altaner til lejemålene på de to øverste etager, hvilket både kan ses som en udvidelse af komforten og en flugtvej i tilfælde af brand.

Nordjyske har forsøgt af få kommentarer til sagen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden