Blomster-Johnny blev syg: Men de frivillige klør på med udstillingen
Frivillige arbejder på Johnny Haugaards udstilling "The Queen" - også efter at den søndag åbnede i den gamle auktionshal i Hurup

Johnny Haugaards nye udstilling i Hurup er både en juleudstilling og en hyldest til dronning Margrethe. Dronningen er her på vej til den kroning, hun aldrig fik i virkeligheden, med et lysende "fællesskabets træ" i baggrunden.
HURUP:Han kom til Hurup første gang i det tidlige forår. Og vendte så tilbage i sensommeren med endnu en udstilling.
Men blomsterkunstneren Johnny Haugaard fik ikke nok af stationsbyen i Sydthy, hvor han i søndags åbnede udstilling nummer tre, "The Queen", der både er en juleudstilling og en hyldest til Danmarks dronning.
Dagen efter åbningen arbejder nogle af de "kreative frivillige" dog stadig i den gamle auktionshal. Ligesom ved Johnny Haugaards tidligere udstillinger, i Hurup og andre steder i landet, er de frivillige en afgørende del af processen.

Der er masser af jul og dronningehyldest i udstillingen.
Og de har fået lov til at spille en endnu større rolle, efter at blomsterkunsteren for et par uger siden blev ramt af sygdom. Han faldt om et par gange, og har været indlagt til undersøgelse på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.
Johnny Haugaard var dog med til åbningen søndag - et døgn senere end oprindelig planlagt. Men kunne ikke være til stede, da Nordjyske besøgte udstillingen mandag.
Her er en af de frivillige, Sian Coard fra Nykøbing, til gengæld klar til at vise rundt. Men der går dog ikke lang tid, så må hun undskylde sig. Johnny Haugaard er i telefonen.

En af dronning Margrethes messehagler, genskabt i naturmaterialer.
Det handlede om udformningen af tre søjler til udstilling af dronningens smykker. Altså ikke de rigtige smykker, men fortolkninger lavet af plantedele, mos og den slags. Sian og Johnny bliver enige om, at hun skal tage i Jysk og købe sort velour til søjlerne.
24 timer i træk
Sian Coard er tidligere børnehavepædagog. Nu er hun førtidspensionist, men med stor lyst til at bruge den kreativitet, hun tidligere udfoldede sammen med børnene:
- Det er enormt spændende. Det giver rigtig meget for os, der går hjemme på en eller anden form for overførselsindkomst. Du kommer ud, og du kan fordybe dig i nogle ting. Men du kan også tillade dig at gå, når du er træt, fortæller hun.

Johnny Haugaard og hans frivillige har lavet to parallelle udstillinger, i Hurup og i Ansager.
Hvor mange timer bruger du, før du går hjem?
- Det vil jeg ikke fortælle dig, siger hun.
Og afslører så alligevel, at hun forleden - fra fredag til lørdag i sidste uge - var i gang på udstillingen 24 timer i træk.
- Det var så også for længe. Så måtte jeg hjem og sove hele lørdagen, erklærer hun.
Får nogle gange ja
Imens viser hun rundt i blandt andet udstillingens store indgangsrum, med kongelige monogrammer i mos langs væggene og i midten et stort tableau, hvor dronning Margrethe er på vej til den kroning, hun i virkelighedens verden aldrig fik.

Sian Coard foran dronningefiguren, som på hendes idé fik et diadem på hovedet.
Her har Margrethe et diadem på hovedet. Det har Sian lavet - og det var også hendes idé, at dronningen skulle have sådan et på. Det er eksempel på, at det ikke kun er Johnny Haugaards idéer, de frivillige udfører. De præsenterer af og til deres egne idéer for blomsterkunstneren. Og nogle gange får de ja.
I alt har over 200 frivillige bidraget til udstillingen. De kommer fra lokalområdet - men også fra mange andre steder i Jylland. En sønderjysk gruppe har således lavet en farvestrålende kappe med langt slæb, som dronningen har på i en anden del af udstillingen.

Lone Adamsen og Sian Coard beundrer udstillingen, som de har bidraget sammen med mere end 200 andre frivillige.
- Vi er en kæmpestor familie, der får det hele til at hænge sammen på kryds og tværs, fortæller Lone Adamsen, frivillig fra Kjellerup.
Lidt ekstra energi
At Johnny Haugaard så undervejs er blevet ramt af sygdom, det har i hvert fald ikke gjort opbakningen mindre, fastslår to frivillige fra Hurup, Aase Yde og Randi Larsen.
- Vi er dybt bekymrede. Og håber, at det ikke er alvorligt, siger Aase.

Aase Yde og Randi Larsen, frivillige fra Hurup, i gang med ophængnigen af julestjerner lavet af rapsplanter. De skal - på Johnny Haugaards anvisning - hænge lidt anderledes end julestjerner normalt.
- Men det giver jo lidt ekstra energi. Vi er jo nødt til at gøre det, så godt vi kan, og prøve at fuldføre det, tilføjer Randi.
Og Johnny Haugaard selv er enig i, at hans sygdom nok har gjort noget for projektet.
- Det er en fantastisk energi, begejstring og kraft, de kreative frivillige har lagt i det. Alle har taget et enormt stort ansvar. Det kan godt være, udstillingen var blevet lidt anderledes, hvis jeg havde været mere med i processen. Men den er blevet stærkere følelsesmæssigt, fortæller han i telefonen, mens han mandag eftermiddag er på vej til København for at medvirke i Go' morgen Danmark på TV 2.

Johnny Haugaard, fotograferet under blomsterkunsterneres første udstilling i Hurup i foråret. Arkivfoto: Bo Lehm
Johnny Haugaard har været åben om sin sygdom, hvis karakter - og alvor - man endnu ikke kan sige noget endeligt om.
Men scanninger har vist "en skygge" i hans hjerne.
- De har fundet ud af, at der er noget i hovedet. Og det er da stort, siger blomsterkunstneren med et grin.
The Queen" i Hurup - der kører sideløbende med en tilsvarende i Mariehaven i Ansager - er åben tirsdag-søndag indtil 18. december.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.