Børnehaveprojekt genstarter måske igen
Ny børnehave blev udskudt. Men i stedet for at leje pavilloner vil politikerne nu forsøge at få gang i byggeriet. Også ønske om en tilbygning til Sennels Skole

Vinderforslaget for det nye børnehus i Sennels. Høje håndværkerudgifter satte i efteråret projektet i stå, men nu kommer det måske i gang igen. Visualisering: ATRA Arkitekter
SENNELS:Projektet for en ny børnehave i Sennels blev sat i bero, efter at licitationen viste en budgetoverskridelse på mere end 50 procent.
Men alternativet med leje af pavilloner er heller ikke gratis, og derfor vil politikerne nu "tage en ny runde" for at undersøge en mulig genstart af processen for nybyggeriet.
- Vi vil bede forvaltningen om sammen med arkitekten at se på, hvad der er af muligheder, siger Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget (BFU) i Thisted Kommune.
Den eksisterende børnehave er både utidssvarende og for lille i forhold til det stigende børnetal i Sennels, hvor der også er ønske om en vuggestueafdeling. Efter en arkitektkonkurrence kunne kommunen i januar 2022 præsentere vinderforslaget med seks mindre huse. Budgettet var 21,5 mio. kr., men da byggeriet i efteråret kom i licitation, endte det med samlede udgifter på 33 mio. kr.
Projektet er siden blevet rettet til. Blandt andet er der mulighed for besparelser ved ikke at bygge til kip.
- Spørgsmålet er, om vi allerede nu skal kigge det igennem endnu en gang og sende det ud i en ny licitation. Så kunne vi måske håbe på at få spaden i jorden i begyndelsen af 2024, siger Peter Larsen.
Alternativet er to pavilloner og indretning af en midlertidig vuggestueafdeling i den eksisterende børnehave. Den løsning til i alt 3,3 mio. kr. havde BFU på dagsordenen i sidste måned. Men efterfølgende ønskede et flertal i økonomiudvalget, at BFU skulle se på sagen igen.
Ekstra klasselokale
Den ene af pavillonerne skal i givet fald bruges af Sennels Skole, der også har brug for mere plads. Nu vil BFU også gerne have undersøgt mulighederne for en tilbygning med et ekstra klasselokale til skolen.
Skolens pladsmangel er dog ikke lige så akut som børnehavens. Med pavillonløsningen ville der allerede i år kunne skabes plads til alle børn i Sennels i børnehavealderen, mens en ny børnehave i alle tilfælde tidligst vil kunne stå klar i 2024.
- Det optimale vil være, hvis vi kommer i gang med byggeprocessen allerede nu. så må nogle forældre leve med, at de i en periode skal køre deres børn til en anden børnehave, siger Peter Larsen.
Nu har forvaltningen fået en måned til at undersøge, om det giver mening at sende byggeriet ud i en ny licitation. Ud over at projektet kan rettes til, er der også håb om, at byggeudgifterne generelt er knap så høje som i efteråret.
- Der er måske opbrud i markedet, fordi håndværkerne ikke længere har helt så travlt. Samtidig vil vi forsøge at ændre i konditionerne, så de bliver mindre firkantede og nemmere at gå til for håndværkerne, siger Peter Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.