Bøvl og ballade om blomster: Men kunstner tager stikket hjem
I Thinghusets beklumrede celler, kontorer og retssal løfter Johnny Haugaard og hans skare af frivillige lidelsen, smerten og døden op til opstandelse, livskraft og glæde. Han si'r det med blomster og overrumplende æstetik
Opdateret 06. april 2023 kl. 09:22
VESTERVIG: Den sidste nadver blev til historien om den flammende Fugl Føniks, fordi Johnny Haugaard faldt over en tør gren med et udtryksfuldt fuglenæb.
Sådan opstår tingene spontant for Blomstermanden fra Herning, men denne gang har han dog arbejdet efter en overordnet plan, fordi temaet for "Bølgen" er påsken med lige dele inspiration fra Jesu død og opstandelse og fra det spirende nye liv i ægget, løget og knopperne, der vil springe ud i løbet af de kommende udstillingsdage.
Det kan godt være, der var højere til loftet i den lagerhal i Hurup, hvor Blomstermanden sidste år under stor dramatik fik lov at udfolde sig. Det er der også i Vestervig Kirke, hvor han sidst i marts efter at have kæmpet for sagen måtte opgive at udstille af praktiske og tekniske årsager. Så de storslåede scenerum er blevet afløst af en række beklumrede embeds- og afsoningsrum i den tidligere retsbygning og arrest Thinghuset midt i byen.
Det har udstillingen kun vundet ved, hvis man anskuer den fra temaets overordnede synsvinkel. Nede på cellegangen hænger smerten og fornedrelsen fra de internerede endnu i de ramponerede dørkarme og tilgitrede åbninger ud mod den alt for fjerne forårssol.
Her kommer man celle for celle igennem lidelsen, korsfæstelsen, sprængningen af graven til opstandelsens farveflor, inden man slippes fri på gårdtur og derefter kommer ud i paradisets have, som børn fra den lukningstruede Vestervig Skole har pyntet så fint og rørende samtidig med, at man lytter til deres bekymringer og håb i stikordsform fra opstillede højttalere. Længere inde i haven foran en stor solskulptur runder musicalmelodien "Edelweiss" udstillingsoplevelsen af.
- Skabelsen ligger i det kreative, vi sammen udfolder. Æstetikken er livsnødvendig for os som mennesker, siger Johnny Haugaard, der over et par uger har sat udstillingen op sammen med omkring 70 frivillige. Fem lastbilcontainere med blomster, planter og løg er blevet indkøbt som råmateriale.
Til åbningen onsdag havde kunstneren inviteret kirke- og landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V) der kom kørende til fra hjemmet i Sorø sammen med gemalen, den lokalt valgte Torsten Schack Pedersen (V), der spillede en aktiv rolle for, at sidste års udstilling fik lov at åbne.
- Jeg er her først og fremmest som landdistriktsminister for at komme ud at se, hvad man formår, når fællesskabet folder sig ud i et aktivt lokalsamfund som Vestervig. Og jeg må sige, jeg har fået en oplevelse her i dag, sagde Louise Schack Elholm.
Det samme bør alle andre unde sig. Udstillingen Naturens Stemme 2023 "Bølgen" er åben alle dage i påsken i tidsrummet 10 til 17 i Thinghuset, Klostergade 36 i Vestervig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.