Ildebrand

Brand i anlæg med 12 tons korn

Kornet i tørreanlægget bliver normalt tørret med 70 grader varm luft uden problemer, men onsdag aften gik noget galt på en gård i Nors

Direktør Lars Oddershede er lettet over, at branden ikke fik større konsekvenser, end den gjorde. 
Direktør Lars Oddershede er lettet over, at branden ikke fik større konsekvenser, end den gjorde.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 22:32

Nordjyllands Beredskab var tidligt onsdag aften til stede på en mellemstor gård på Søgård Mark i byen Nors.

I et tørreanlæg med omkring 12 tons korn var der opstået brand, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jesper Madsen.

Branden kunne ikke ses udefra, for det var inde i selve tørreanlægget, ilden opstod. Beredskabet hjalp til med at forhindre spredning af branden ved at tømme anlægget for korn og stod desuden klar med brandslanger, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jesper Madsen fortalte onsdag aften ved 18-tiden, at beredskabet havde tømt halvdelen af tørreanlægget for korn, og at tørreanlægget kørte videre, mens det blev tømt.

Kornet i bunden af tørlageret blev kørt ud som det første, for det kan stadig bruges, siger indsatslederen. Det korn, der er sort, når det kommer ud, kan til gengæld ikke længere bruges til noget.

- Med den hastighed, vi har på nu, tænker jeg, at der går en times tid eller to, før vi er færdige, sagde Jesper Madsen.

Lettet direktør

Det var administrerende direktør for selskabet Søgaard Agro ApS, Lars Oddershede, og en medarbejder, der pludseligt opdagede, at der kom røg op fra taget af tørreriet. 

Hurtigt fik de stoppet varmekilden og blæseren inde i tørreanlægget og alarmerede brandvæsenet.

Lars Oddershede kunne berolige sig med, at tørreriet med de 12 tons korn er lavet af jern, så ilden ikke kunne sprede sig til det resterende lager på hele 700 tons korn.

Trods den ærgerlige situation er direktøren da også lettet over, at det ikke gik værre, end det gjorde. Ud af de 12 tons korn, vurderer Lars Oddershede, at 2 tons må kasseres. Tørreanlægget til en stor sum penge er også sluppet for større skader.

- Det er småting. Det kunne være gået helt galt, siger Lars Oddershede, som også priser sig lykkelig for, at branden opstod i dagstimerne, hvor der hele tiden er nogen til at holde øje med tørreriet. Om natten går der fire timer mellem hvert tjek.

Når tørreriet er tømt for korn, skal hele anlægget gennemgås og rengøres, forklarer direktøren, som regner med, at tørreriet kører igen i morgen.

Men for Lars Oddershede er de få ekstra arbejdstimer, det kommer til at tage, ikke noget i forhold til de konsekvenser, en spredning af branden kunne have fået.

70 grader varm luft

Helt præcist hvordan branden er startet, ved indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab ikke, men han forklarer, at kornet i tørreanlægget kører igennem nogle ribber, mens det bliver tørret med 70 grader varm luft. Derfor gætter han på, at noget korn kan have sat sig fast inde tørreanlægget og startet branden.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden, forsikrer Jesper Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden