Branden i Munkegården: Beboer sigtet for uagtsomt manddrab

Politiet har sigtet den 63-årige mand, hvis lejlighed brød i brand 4. marts, for uagtsomt manddrab.

Det er forlængst fastslået, at en tabt cigaret antændte branden i den midterste lejlighed. Beboeren er sigtet for uagtsomt manddrab. Arkivfoto: Bo Lehm

Det er forlængst fastslået, at en tabt cigaret antændte branden i den midterste lejlighed. Beboeren er sigtet for uagtsomt manddrab. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Midt- og Vestjyllands Politi har rejst sigtelse for uagtsomt manddrab mod den 63-årige mand, der 4. marts i år sov fra en brændende cigaret i sin lejlighed i Munkegården på Kastet i Thisted.

Herved antændtes hans lejlighed. Manden nåede ud i tide, men den kraftige røgudvikling trak opefter i bygningen og medførte, at den 19-årige Juline Seberg døde af røgforgiftning, da hun forsøgte at benytte en nødudgang, som hun ikke formåede at åbne.

Politikommissær Mette Therkelsen, Midt- og Vestjyllands Politi, bekræfter, at politiet har rejst en sigtelse, men hun vil ikke direkte sige, at den er rettet mod manden, der er pensionist og lider af senskader efter mange års misbrug.

- Så længe efterforskningen stadig er i gang, kan vi ikke udtale os om sagen. Men jeg kan sige, at en erklæring fra vores egne folk, altså Kriminalteknisk Afdeling, er lige på trapperne. Når vi har den, vil vi tage stilling til, om der skal indhentes yderligere erklæringer fra eksterne instanser som kommunen, beredskabet eller Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut. Og om der skal foretages yderligere afhøringer, siger Mette Therkelsen.

Ja tak til advokat

I den forbindelse har forældrene til Juline Seberg fået tilbudt hjælp af politiet. Det oplyser Monika Seberg, mor til Juline.

- Politiet har spurgt min eksmand og jeg, om vi vil være interesseret i at få en bistandsadvokat til at varetage vores interesser i sagen. Det har vi takket ja til, men det er ikke afgjort, om vi får en, da det er retten, som skal tage stilling til, om vi kan få beskikket en advokat, siger Monika Seberg.

Monika Seberg mistede sin datter, men bærer ikke nag til den pensionist, der nu er sigtet for at have forvoldt branden. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Monika Seberg mistede sin datter, men bærer ikke nag til den pensionist, der nu er sigtet for at have forvoldt branden. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Hun understreger, at hun ikke er ude på at påføre den 63-årige mand et erstatningskrav, som han alligevel ikke vil være i stand til at betale.

- Som jeg tidligere har givet udtryk for, mener jeg, at kommunen burde have taget vare om den stakkels mand, så denne ulykke kunne have været undgået. Men bliver han dømt, vil han formentlig få en behandlingsdom og herigennem kan man håbe, at han kan få det botilbud med støtte, som han har behov for, siger Monika Seberg.

Straffesag er baggrunden

Baggrunden for, at det kan komme på tale at beskikke en bistandsadvokat til forældrene til afdøde, er, at der nu er tale om en straffesag. Her fastsætter retsplejeloven muligheder for at beskikke advokat til forurettede, der har lidt overlast ved en række forbrydelser. Dødsbrande er ikke direkte nævnt, men kan komme ind under ”særlige omstændigheder”. Det hedder endvidere i loven, at når den forurettede er afgået ved døden som følge af forbrydelsen, kan retten efter anmodning beskikke en advokat for forurettedes nære pårørende.

Politiet vil ikke udtale sig nærmere, før der foreligger en samlet brandteknisk rapport med alle indhentede erklæringer. Men Nordjyske erfarer, at grunden til, at rapporten endnu ikke klar tre måneder efter branden, er, at der er et sikkerhedsmæssigt element i sagen.

Eventuel civilsag

Nordjyske har tidligere beskrevet, at branddørene ud til opgangen i bygningen sandsynligvis og stik mod reglerne stod pivåbne, således at røgen uhindret kunne brede sig. En bistandadvokat kan være behjælpelig med at fastsætte erstatningskrav for tort mod udlejer.

Hvis politiet når til den konklusion, at der ikke er basis for at få udlejer dømt, kan de pårørende vælge at rejse civilt søgsmål. Men her betaler staten ikke den beskikkede advokat.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.