Julines mor kan ikke få fred: Kunne min datter have været reddet?
Otte uger efter dødsbranden i Munkegården foreligger der stadig ingen rapport. Men brandårsagen er klar
Opdateret 27. november 2023 kl. 11:00
THISTED: - Det er vigtigt for mig at få alle detaljer om, hvad der skete den aften, og hvorfor det skete. Få så meget at vide, at vi på et tidspunkt kan finde lidt ro i sjælen og komme videre med vores liv.
Det siger Monika Seberg, mor til 19-årige Juline, som omkom af røgforgiftning i branden i boligkomplekset Munkegården på Kastet i Thisted 4. marts. Hun undrer sig over, at der endnu ikke er kommet en brandteknisk rapport fra myndighederne. Hun fik efter branden at vide, at en sådan normalt er klar i løbet af et par uger. Nu er der gået otte uger siden den fatale aften.
Spørgsmål uden svar
- Der er så mange uafklarede spørgsmål. Ville Juline have været reddet, hvis hun var kommet ud gennem den nødudgang, hvor låsen var så stram, at hun ikke magtede at vride den om? Kunne hun have fundet hen til den næste dør i al den røg? Hvis der havde hængt en røgalarm på gangen, ville hun så have hørt den og være nået ud i tide? Sad der kiler i de forbandede branddøre ud mod trappeopgangen, så røgen frit kunne stige op?, spørger Monika Seberg.
Det er trøst og retfærdighed, hun efterlyser.
- Jeg ved godt, at uanset hvad der står i den rapport, får jeg aldrig min Juline tilbage igen. Men jeg har bare brug for at få alt at vide, siger den 47-årige sygeplejestuderende, der er mor til to yngre børn.
Det var en cigaret
Hos Thisted Politi undrer man sig også over, at rapporten ikke er kommet endnu. Den udarbejdes med hjælp fra eksterne brandteknikere.
- Jeg troede faktisk, den skulle komme her i denne uge, men vi har ikke modtaget noget i papirform endnu. Politikommissær Mette Therkildsen arbejder med sagen, og så snart hun får noget på skrift fra teknikerne, vil hun udtale sig, siger politikommissær Jørgen Jensen.
Men noget er slået fast.
- Brandårsagen er der ikke længere tvivl om. Det var en tændt cigaret i den mands lejlighed, der udbrændte, som antændte ilden, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.