Bussen koster kassen: Kollektiv trafik med for få passagerer
Få passagerer og stigende udgifter presser økonomien i den kollektive trafik. Situationen taler for at se på andre modeller for at drive kollektiv trafik, siger udvalgsformand Jens Kr. Yde (K) om baggrunden for en beslutning om at undersøge mulighederne for at begrænse Thisted kommunes udgifter på området
THISTED: "Den kollektive trafik er udfordret både i forhold til antallet af passagerer, brændstofpriser mv."
Med den bemærkning i det politiske forlig om Thisted Kommunes 2023-budget blev der lagt op til en analyse af den fremtidige kollektive trafik i Thisted Kommune.
Analysen udarbejdes i vished om, at det er dyrt at holde hjulene på busserne i gang, og at der i 2023 er en forventning om, at kommunen vil overskride sit budget for kollektiv trafik med omkring fem millioner kroner.
Jens kr. Yde (K), formand for kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik, forklarer, at udvalget på sit seneste møde har godkendt, at det skal undersøges, om kommunen har mulighed for at drive 15 busruter, som også bruges til kørsel med skoleelever, for mindre end de 8,3 mio. kroner, som var nettoudgiften i 2021, samt at kommunen beder Nordjyllands Trafikselskab, NT, om at komme med forslag til besparelser for fem millioner kroner kroner i 2023. Beløbet svarer til kommunens forventede budgetoverskridelse på udgifterne til kollektiv trafik i 2023.
- Det her skal ikke være begyndelen til enden for kollektiv trafik, men måske en begyndelse til at se nogle andre modeller - eventuelt flere fleksture. Under alle omstændigheder kommer vi ikke udenom reduktioner på den kollektive trafik med mindre området tilføres statsmidler, siger Jens Kr. Yde og tilføjer, at det ikke kun er Thisted Kommune, som har problemer med at få økonomien i den kollektive trafik til at hænge sammen.
- Kommunerne har ikke råd. Selv med uændret serviceniveau stiger udgifterne til kollektiv trafik voldsomt - og NT sender regningen for de stigende udgifter videre til kommunen, siger Jes Kr. Yde.
Udfordringen er, at der er alt for få passagerer i busserne og at de passagerer, der stod af busserne under coronanedlukningen ikke er kommet tilbage.
- Det er i lyset af den udvikling, at vi dels beder NT om at komme med forslag til besparelser for fem millioner kroner på busdriften, dels vil undersøge mulighederne for, at kommunen kan drive de 15 busruter, som i øjeblikket også kører med skolebørn for mindre end de netto 8,3 mio. kroner, det kostede i i 2021. Er det tilfældet, vil det være muligt, når den nuværende kontrakt på kørslen udløber i midten af 2025, siger Jens Kr. Yde.
Udvalgsformanden understreger, at der satses på, at skolebuskørslen søges friholdt for besparelser.
Kommunens egne tal viser, at kollektiv trafik på ingen måde er en gylden forretning. I 2021 lå billetindtægterne fra de tre bybusruter i Thisted by på i alt 264.476 kroner. Operatørudgifterne var knap 3,2 mio. kroner. Nettoudgiften blev 2,9 mio. kroner - og selvfinansieringsgraden på de tre bybusruter var otte procent.
Samme billede tegner sig for ni lokalruter i kommunen. Her var billetindtægterne i 2021 på 2,9 mio. kroner, operatørudgifterne på 14,7 mio. kroner og nettoudgiften på 11,8 mio. kroner. Selvfinansieringsgraden var 20 procent.
Tallene for de 15 busruter, som også kører med skolebørn, viste i 2021 billetindtægter for 1,16 mio. kroner, operatørudgifter for 9,54 mio. kroner og nettoudgifter for 8,28 mio. kroner. Egenfinansieringsgraden for de 15 ruter var på 12 procent.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.