Både Campus 10 og EUC Nordvest ramt af corona
Ingen umiddelbar forbindelse mellem to smitteudbrud i uddannelsescentret i Thisted
Opdateret kl. 15:18
Opdateret kl 15:18 med oplysninger om, at også to gymnasieklasser på EUC Nordvest er sendt hjem efter positive corona-test.
THISTED: Både Thisted Kommunes 10.-klassetilbud, Campus 10, og to klasser fra Thisted Handelsgymnasium på EUC Nordvest i Thisted er mandag sendt hjem, efter at elever er blevet testet positive for corona.
Campus 10 har til huse i en del af EUC Nordvests bygningskompleks, men de to smitteudbrud har ikke umiddelbar forbindelse med hinanden. På Campus 10 skal 35 elever og fire medarbejdere testet to gange i de kommende dage for at konstatere, om den ene elev - der fik sit testsvar fredag i sidste uge - har givet smitten videre. Det oplyser Lars Sloth, direktør for børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune.
Campus 10-eleverne har normalt et vist samkvem med andre elever på EUC Nordvest, men heldigt nok har det ikke været tilfældet efter efterårsferien. EUC Nordvest er derimod blevet ramt af corona, efter at to elever fra henholdsvis 2.g og 3.g er blevet smittet - sandynligvis i forbindelse med, at de har dyrket idræt, oplyser Hans Chr. Jeppesen, direktør for EUC Nordvest.
De to fik mandag og tirsdag i sidste uge mistanke om, at de kunne være blevet smittet, og valgte derfor at blive hjemme.
- Jeg vil rose dem for at have fulgt retningslinjerne. De blev hjemme indtil de havde fået svar på deres test, og den var så desværre positiv, siger Hans Chr. Jeppesen.
Eleverne i de to elevers stamklasser og på nogle valghold fik derfor i weekenden at vide, at de skulle blive hjemme og lade sig teste. I den forbindelse er yderligere én elev testet positiv.
Børnehave smittefri
Mens disse gymnasie- og 10.-klasseelever står foran nogle dage uden skolegang, så er daginstitutionen Kernehuset i Østerild nu på vej til at genåbne. Her har alle børn, forældre og medarbejdere været igennem proceduren med to corona-test, efter at en medarbejder i sidste uge blev testet positiv.
Indtil nu har alle testsvar været negative, og mandag eftermiddag kunne børnehaven så småt begynde at åbne igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.