Virussygdomme

Centre lukker: - Der er ikke meget handel i forvejen

Både JP Jacobsen Shopping Center i Thisted og Hanstholm Centeret rammes af nye corona-restriktioner

JP Jacobsen Shopping Center i Thisted er omfattet af de nye restriktioner, der påbyder butikker i shoppingcentre at lukke fra og med i dag, onsdag. Føtex holder dog stadig åbent. Arkivfoto
JP Jacobsen Shopping Center i Thisted er omfattet af de nye restriktioner, der påbyder butikker i shoppingcentre at lukke fra og med i dag, onsdag. Føtex holder dog stadig åbent. Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:06

THY: Langt de fleste forretninger i både JP Jacobsen Shopping Center i Thisted og i Hanstholm Centeret åbner ikke i dag, onsdag. Begge steder er nemlig omfattet af regeringens nyeste udmelding om, at alle butikker i shoppingcentre skal lukke. Fødevarebutikker og apoteker er dog undtaget.

Christina Kromann, kontorleder i JP Jacobsen Shopping Center, havde onsdag morgen travlt med at sætte skilte op i centret.

- Alle butikker undtagen Føtex lukker. Dog ved jeg endnu ikke, hvad de forretninger, der har adgang ud til gaden, gør. I princippet må de stadigvæk gerne have åbent. Men om de vælger at lukke, det ved jeg ikke. Jeg kan se, at der er andre butikker ud til Storetorv, der er lukket. Der er jo ikke ret meget omsætning. Jeg har ikke nået at være rundt at snakke med alle endnu. Men der vil blive lagt en orientering ud på Facebook, siger hun.

Michael Sørensen, formand for centerforeningen i Hanstholm og leder af Sparekassen Thys afdeling i Hanstholm, havde onsdag morgen heller ikke det fulde overblik, men siger:

- Vi har kun én dagligvarebutik, Fakta, i centret, og de har jo mulighed for at holde åbent. Kunderne har dog kun mulighed for at komme i Fakta, hvis vi holder dørene til centret åbne. Vi har også et apotek i centret, og der er man også nødt til at gå ind i centret for at komme til. Så vi kan ikke lukke adgangen til centret, men det er klart, at de øvrige butikker i centret lukker. Det formoder jeg i hvert fald kraftigt. Den ene tøjbutik havde lukket allerede i mandags. Der er jo ingen handel. Handelen er gået i stå. Det er meget begrænset, hvad vi har set af mennesker i centret i denne her uge.

Michael Sørensen vidste onsdag morgen ikke, om bageren i Hanstholm Centeret bliver omfattet af restriktionerne eller ej.

- De har en særskilt indgang, og jeg kan se, at han har åbent her til morgen, siger han og tilføjer:

- Sparekassen, hvor jeg sidder, har siden i mandags haft lukkede døre og har skåret besætningen ned til 50 procent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden