Det var kedeligt at gå samme vej hjem: Så nu er der lavet en vandrerute
Sommerhusejere har med støtte fra Spor i Landskabet, etableret en 5,7 km lang rute ved Draget og Sindrup Vejle
Opdateret kl. 21:29
DRAGET: I sommerhusområdet ved Draget i det sydligste Thy har der altid været mulighed for at gå tur på det dige, som adskiller sommerhus området fra Limfjordskysten.
Men det er lidt kedeligt at skulle gå den samme vej frem og tilbage. Det syntes Ida Hestbæk Thomsen fra Holstebro, der sammen med sin mand, Carsten Thomsen, har sommerhus i området.
Hun og Grundejerforeningen ved Helligsø Drag tog derfor initiativ til det, der nu er blevet til en 5,7 kilometer lang vandrerute i området.
- Det gik op for mig, at der er noget, der hedder Spor i Landskabet, som støtter med pæle og skilte og trykte materialer. Og så gik vi i gang med at spørge lodsejerne i området. Der var stor velvilje, fortæller hun.
Gammel jernbane
Med start fra en p-plads ved Helligsøvej, tæt på fjorden og vest for sommerhusområdet, går ruten ad bl. a. diget langs med kysten, indtil den ved Sortmejsevej drejer ind i landet ad en vej, der faktisk er en gammel jernbane.
Sommerhusområdet er nemlig anlagt i det, der engang var en grusgrav, og i 1947 blev der etableret en sidebane til Thybanen til transport af grus og sten væk fra området. Jernbanen blev dog nedlagt igen allerede i 1952-53.
I øvrigt går stien hen over den inddæmmede Sindrup Vejle nord for sommerhusene. Her følger man bl. a. en eksisterende markvej, mens lodsejeren ellers har givet lov til at vandre i sprøjtesporet. Længst mod øst er jorden dog så fugtig, at grundejerforeningen her har bygget et spang - en ”træbro” - med materialer fra Sporet.
Indvielse lørdag eftermiddag
Nordeafondet har støttet projektet med 27.000 kr. Sporet har faktisk været færdig siden februar, men på grund af coronaen er den officielle indvielse blevet udsat til i morgen, lørdag, eftermiddag.
Her medvirker Esben Oddershede, formand for klima- miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune.
Du kan læse mere om vandreruten i Sydthy her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
