Efterforskning af smykkekup: Politiet søger stadig vidner
Billeder fra videoovervågning var ikke særlig brugbare, oplyser politiet
THISTED: Lokalpolitiet i Thisted efterlyser stadig vidner, der har set to mænd stikke af på cykel efter et indbrud i modebutikken LINK i Storegade i Thisted klokken 04 natten til onsdag.
- Umiddelbart har vi et vidne, som har set to gerningsmænd i 20'erne iført sorte trøjer og sorte shorts og som kører fra gerningsstedet på cykler. Det kunne selvfølgelig være interessant, hvis der er andre vidner, der kunne give lidt mere. Det videoovervågning, vi har indhentet indtil videre, er nemlig ikke af rasende god kvalitet, siger Henrik Jensen, fungerende politikommissær ved politiet i Thisted.
De to gerningsmænd kørte ad gågaden i vestlig retning, men om de er drejet væk fra gågaden ved Storetorv, ved politiet ikke.
Henrik Jensen oplyser, at politiet har forsøgt at sikre noget dna-materiale på gerningsstedet, men der går noget tid, før man får svar på det.
Ved indbruddet skaffede tyvene sig adgang til butikken ved at kaste en stor sten gennem glasruden i facadedøren. Der blev stjålet smykker fra nogle montrer, der stod på disken.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.