Politi: Mand bundet og dræbt på fiskekutter
Fem mænd tiltalt for at dræbe 41-årig på kutteren "Inger Katrine"
Opdateret 25. marts 2024 kl. 11:41
Fem mænd er nu blevet tiltalt for at have dræbt en 41-årig mand på kutteren "Inger Katrine" i Nordsøen i 2023, oplyser Midt og Vestjyllands Politi.
Den 41-årige mand fra Vestjylland mistede livet i januar 2023 på kutteren cirka 60 sømil ud for Thyborøn, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Fem andre mænd på kutteren blev anholdt og varetægtsfængslet, da kutteren ankom til havnen i Thyborøn.
Ifølge anklageskriftet havde de fem mænd i fællesskab bundet mandens arme og ben. Derefter dræbte de ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb på ham og ved at slå og sparke manden i hovedet og på kroppen. Det skete i perioden 26. til 30. januar, ifølge politiet.
Anklagemyndigheden mener, at de fem mænd skal dømmes for drab. Hvis retten afviser det, vil anklagemyndigheden kræve, at de i stedet dømmes for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder og med døden til følge, skriver politiet i pressemeddelelsen.
De tiltalte mænd er 29, 29, 31, 40 og 42 år. De nægter sig skyldige, skriver Ritzau.
Retssagen starter ved Retten i Holstebro 26. april. Dommen ventes midt i juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.