Fik krigen på afstand i Thy: Nu er det tid at vende hjem til Ukraine
For snart tre måneder siden ankom tre unge kvinder og to små børn til Kallerup på flugt fra krigen i Ukraine. Nu er det tid til at tage hjem til et land, hvor krigen stadig raser, men hvor der er brug for alle hænder for at få landet på fode igen. Og turen hjem starter snart
KALLERUP: Ude på landet er der stille, nogle gange lidt for stille og det kan være et problem, for så er der ingen lyde som kan adsprede tankerne, når de uundgåeligt vandrer mod venner og familie hjemme i Ukraine.
I de sidste tre måneder har 26-årige Inna Synchuck, hendes veninde Victoriia Lytvun, som for nogle dage siden fejrede sin 25 års fødselsdag, og hendes 18-årige svigerinde Anastastasiia Lytvun boet i landlige omgivelser i Kallerup i Thy, fjernt fra den krig, der var årsag til, at de i begyndelsen af marts forlod Ukraine sammen med Innas søn Ivan på to et halvt år og Victoriias dengang tre måneder gamle datter, Zlatoslava.
Nu er de tre kvinder klar til at rejse hjem. Ikke fordi de har fået nok af freden og roen i Kallerup, men fordi de føler, at de må. Savnet af to ægtemænd, af nær familie og venner gør, at beslutningen om at rejse gradvis er modnet. Ikke mindst fordi opholdet i Danmark fra en start var tænkt som midlertidigt. Indtil det igen var trygt at vende hjem.
Da de tre kvinder og de to små børn forlod deres hjem i Ukraine, var det til lyden af krig. De boede 80 kilometer fra Kiyv, som gengang var et angrebsmål for de russiske tropper. Siden har russerne trukket sig væk fra Kiyv og ud af den nordlige del af Ukraine. Nu kæmpes der i det sydøstlige Ukraine og i landets sydlige del.
- Jeg tror ikke længere, at russerne er en trussel for vores hjemegn. De kommer ikke igen, og hvis de gør, må vi komme tilbage til Kallerup, siger Inna Synchuk, som bygger sit billede af situationen i Ukraine på nyheder fra internationale og ukrainske medier og stykker de forskellige bidder af information sammen til sit eget overblik over tingenes tilstand.
- Vi taler også dagligt med venner og familie derhjemme. De siger også, at der er ro, siger Inna.
Som den eneste af de tre kvinder har hun arbejdet under sit ophold i Kallerup. Inna Synchuk er lærer og har undervist sine elever i Ukraine online. Uden problemer, for den form for undervisning blev brugt, da også det ukrainske samfund var corona-nedlukket. Under opholdet i Kallerup har hun desuden undervist 14 ukrainske børn i en klasse på Tingstrup Skole i Thisted.
Men ikke alt kan klares online på distancen. Beslutningen om at vende hjem bunder i høj grad i savnet af det derhjemme, familie, venner og af den ukrainske dagligdag.
- Victoriias datter er blevet et halvt år nu. Hun var en baby, da hun rejse - og hendes familie vil gerne se den baby, som nu er blevet større. Min egen søn skal se sin far og han længes efter sin søn, siger Inna og tilføjer, at hendes mand ikke er soldat i den ukrainske hær i øjeblikket.
- Han arbejder i en bank og varetager nogle funktioner, som også er vigtige. Derfor er han ikke i hæren lige nu, siger hun og tilføjer, at manden også passer familiens lille landejendom, som drives med lidt kvæg og med produktion af grøntsager. Alt i det små.
Faktisk har parrets landbrugsfaglige baggrund været årsag til, at de to gange tidligere har arbejdet i landbruget i Danmark. Senest nær Hundborg.
- Hundborg er jo lige i nærheden af Kallerup, men jeg vidste ikke, at Kallerup fandtes, før jeg stod her. Det er et meget lille sted, siger Inna.
Årsagen til hendes tredje ophold i Danmark, krigen, havde hun gerne været foruden og kommer hun en fjerde gang, skal det gerne være en fornøjelsestur.
- Da vi kom for tre måneder siden, ville vi hjem igen hurtigst muligt - uden at nogen kunne fortælle os hvornår. Og det er hårdt at vente på at vende hjem, uden at vide, hvornår det er muligt, siger Inna.
Men nu skal hun og hendes to veninder hjem til at Ukraine, der på mange måder er kommet stærkere ud af den krig, der stadig raser. Et Ukraine, der for nogle få måneder siden var et ret ukendt sted for de fleste, og et land, hvor rigtig mange familier har mistet slægtninge, venner og ejendom på grund af krigen. Også de tre.
- Nu kender alle Ukraine, og vi skal hjem og hjælpe med at at bygge et nyt Ukraine op og sikre, at børnene i Ukraine har det godt og får en fremtid. Har børnene det godt, har forældrene det også godt. Men der venter en opgave, vi alle har et ansvar for at løse. Og det kræver, at vi vender hjem, siger Inna.
Bussen hjem kører ved først givne lejlighed - og så snart som muligt. Og det bliver med en stående invitation til værterne i Kallerup, Ib Poulsen og Vivi Jensen, om at komme på besøg i Ukraine. Måske allerede næste år, når landet er vært ved European Song Contest.
-Det arrangement kræver, at der er fred i landet. Og selvfølgelig er der fred, når musikken spiller næste år, siger Inna.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.