Flere kreaturer er under tilsyn efter fund af PFAS

Fødevarestyrelsen har målt for højt indhold af de sundhedsskadelige stoffer i besætninger fra seks områder

I efteråret blev der taget blodprøver fra fire af de kreaturer, en lokal landmand havde til at gå og græsse på Naturstyrelsens arealer på Agger Tange, og det viste sig, at dyrene havde et for højt indhold af PFAS i kroppen. Nu er flere besætninger langs vestvendte kyster blevet undersøgt, og foreløbigt er der konstateret forhøjet PFAS i seks områder. <i>Foto: Bo Lehm</i>

I efteråret blev der taget blodprøver fra fire af de kreaturer, en lokal landmand havde til at gå og græsse på Naturstyrelsens arealer på Agger Tange, og det viste sig, at dyrene havde et for højt indhold af PFAS i kroppen. Nu er flere besætninger langs vestvendte kyster blevet undersøgt, og foreløbigt er der konstateret forhøjet PFAS i seks områder. Foto: Bo Lehm

AGGER:Der bliver fundet flere og flere dyr, der har forhøjet indhold af PFAS i blodet efter at have græsset på kystnære arealer. Fødevarestyrelsen har taget blodprøver fra kreaturer i 40 områder, og foreløbigt viser det sig, at kreaturer fra seks af områderne nu skal sættes under tilsyn.

Det vil sige, at dyrene ikke må slagtes og bruges til fødevarer og heller ikke flyttes, uden at Fødevarestyrelsen får besked om det.

Dette ramte allerede i oktober en flok på 180 kreaturer, som landmand Leif Holmgaard fra Hurup havde gående på Naturstyrelsens areal på Agger Tange. Efter at der tidligere på året var blevet fundet forhøjet indhold af PFAS-stoffer i ænder, der var skudt på tangen, blev der taget blodprøver fra fire af Leif Holmgaards kreaturer, og de viste alle et forhøjet indhold af de sundhedsskadelige flourstoffer.

To dyr, der blev sendt til slagtning, blev også testet, og kødet blev kasseret på baggrund af en prøve, oplyser landmanden. 

Kreaturerne går nu i en stald et andet sted, og Leif Holmgaard håber, at dyrene med tiden vil udskille PFAS-stofferne, så de igen vil være egnet til menneskeføde.

For en måneds tid siden blev der taget nye blodprøver af fire af dyrene, men landmanden har ikke fået svar på prøverne endnu. Om det alligevel er disse resultater, der danner grundlag for udpegningen af et af de seks områder i Fødevarestyrelsens aktuelle undersøgelse, er ikke lykkedes at få opklaret.

- Det kan godt ske, at jeg er den ene af dem, men det ved jeg ikke, siger Leif Holmgaard.

Især langs Vestkysten

Naturstyrelsen fik i november taget prøver fra en lang række arealer langs den jyske vestkyst, og der blev også målt for PFAS i græs og vand flere steder langs Sjællands vestvendte kyst og enkelte steder i Østjylland. Der blev fundet PFAS over indikatorværdien i græsset i 60 af de 67 områder.

Det er kreaturer, der har græsset på 40 af disse arealer, Fødevarestyrelsen nu har fået taget blodprøver fra.

Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen, oplyser, at der er kommet svar på prøverne fra 29 af de 40 områder, og der er altså seks områder, hvor der er målt for høje mængder PFAS i blodprøver fra kreaturerne.

- Det er primært ovre langs Vestkysten og primært op langs Harboøre og Agger tanger, vi har nogle under tilsyn. Der er også et enkelt område ved Nissum Bredning, oplyser han.

Ifølge kontorchefen blev det højeste indhold af PFAS-stoffer dog målt i kreaturer, der har græsset på et areal på Sjællands Odde. 

- På nær det ene sted, der boner ud, så er der tale om små overskridelser i forhold til indikatorværdien. Og ingen af prøverne er overhovedet på niveau med det, der blev målt i Korsør, siger han med henvisning til sagen fra 2021, hvor det viste sig, at flourstoffer fra en brandøvelsesplads var endt i græssende kødkvæg og derefter i mennesker.

Da Nordjyske talte med Henrik Dammand Nielsen fredag eftermiddag kunne han ikke oplyse mere præcist, på hvilke arealer de dyr, der er nu er sat under tilsyn, har græsset. Men nogle af de kreaturer, der er taget blodprøver på, kan godt være dyr, der er flyttet væk fra det areal, hvor der var flourstoffer, forklarer han.

- Hvis besætningen er flyttet, kan man tilkalde os og få os til at gentage denne her blodprøve, når der er gået en fornuftig tid, så dyrene har kunnet nå at udskille stofferne, siger Henrik Dammand Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.