Uddannelse

For få vil tage en sosu-uddannelse: Skole får millionunderskud i år

Økonomien var til debat på bestyrelsesmøde, hvor der også blev konstitueret en ny direktør

SOSU-skolen i Thisted har også afdelinger i Skive og Viborg. Ligesom flere andre SOSU-skoler landet over har SOSU-STV i år udsigt til at slutte året med et stort underskud.
SOSU-skolen i Thisted har også afdelinger i Skive og Viborg. Ligesom flere andre SOSU-skoler landet over har SOSU-STV i år udsigt til at slutte året med et stort underskud. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED: Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg kommer ud af 2022 med et driftsunderskud på cirka fire millioner kroner. Det oplyser Henrik Gregersen, formand for skolens bestyrelse.

Henrik Gregersen (V) er formand for social- og seniorudvalget i Thisted Kommune. Han har været medlem af sosu-skolens bestyrelse i fem år, og overtog i maj posten som formand efter Bente Bang. 

Onsdag var han til et langt bestyrelsesmøde i SOSU STV, hvor skolens pressede økonomi var på dagsordenen. Desuden skulle bestyrelsen forholde sig til, at skolens direktør gennem de seneste fem et halvt år, Jakob Høeg, har fået nyt job som kontorchef i Miljøministeriet. Han fratræder ved årets udgang.

I sit nye job får Jakob Høeg blandt andet ansvaret for overvågningen af vandmiljø og natur i Midtjylland.

Den afgående direktør understreger, at han har været meget glad for at være direktør på SOSU STV.

- Jeg slutter i god ro og orden. Vi har holdt skibet godt kørende. Den daglige drift har givet overskud de seneste år. I år er første gang, den ikke har gjort det. Sidste år var der et overskud på godt to millioner kroner, siger Jakob Høeg og uddyber:

- Underskuddet i år skyldes først og fremmest et fald i optag. Forklaringen er ret enkel: Vi har en arbejdsløshedsstatistik i vores område, der er været nede på omkring 1,2-1,3 procent ledighed. Det betyder jo alt andet lige, at søgningen til uddannelse er svagere. Der er simpelthen ikke så mange unge og voksne at tage af. De er efterspurgt alle vegne.

Ud over et fald i optag i 2022 har der også været en stigning i frafaldet af elever, oplyser han og tilføjer:

- Begge dele trækker jo ned på en økonomi. Både i Thisted og Morsø kommuner har man dog været meget gode til at opfylde dimensioneringen hvert eneste år, altså det antal elever kommunerne har forpligtet sig til at tage. Der er større problemer i andre dele af skolens område.

Direktøren oplyser, at optaget for 2023 ser bedre ud. 

På bestyrelsesmødet blev det besluttet at konstituere chefkonsulent Lene Dahlgaard, der er en del af skolens chefgruppe, i stillingen som direktør fra 1. januar.

- Og så bliver der sat en ansættelsesproces i gang, siger Henrik Gregersen og fortsætter:

- En af Lene Dahlgaards fornemste opgaver bliver at pleje kontakten til kommunerne. Jeg tror, det gælder alle sosu-skoler i Jylland, at økonomien er presset af lavere elevoptag. Det er tankevækkende, når der er så hårdt brug for dem. I Thisted Kommune og alle andre steder mangler vi folk. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden