Frustreret husejer: De gider ikke engang køre herud længere
Hullede veje er til risiko for både bilister og cyklister
Opdateret kl. 06:37
HUNDBORG: - Jeg har boet her i 25 år, og der er aldrig nogensinde blevet gjort andet ved den vej, end at den er blevet lappet og lappet og lappet.
Lasse Kristensen bor på Katholmvej nær Hundborg i Thy. Det er en godt to kilometer lang asfaltvej ude på landet, der ender blindt nede ved hans svigerforældre. Trafikken på vejen hører hovedsageligt til i den tunge ende i form af lastbiler og traktorer, som det ofte er ude på landet.
Lasse Kristensen er frustreret over, hvordan Thisted Kommune efter hans mening lader Katholmvej forfalde. Vejen er hullet som en schweizerost, der er revner overalt i asfalten, og der ligger søer af vand overalt på og omkring vejen.
- Når kommunen så har sendt folk ud for at lappe hullerne, går der ofte ikke mere end et par dage, før den nye asfalt er kørt af, og hullerne er tilbage, fortæller han.
Flere gange i årenes løb har Lasse Kristensen smadret dyre fælge og dæk, når han er kørt i et af de mange huller, og da hans børn var små, fik de forbud mod at cykle på vejen af frygt for deres sikkerhed.
Han har gentagne gange kontaktet kommunen om Katholmvej - både telefonisk og via den borger-app, hvor det er muligt at tippe kommunen om netop problemer som dem, Lasse Kristensen oplever på Katholmvej.
- Jeg kan se, at de har registreret og læst det, jeg har gjort opmærksom på. Men derefter har jeg ikke hørt mere til det. Og de gider ikke engang køre herud længere, konstaterer han.
Genbo: Dårligste vej i kommunen
Senest har han luftet sin frustration over Katholmvejs tilstand i et opslag på Facebook.
Her undrer han sig over, at Thisted Kommune i forbindelse med den nye og udvidede ordning om affaldssortering forlanger af sine borgere, at adgangsvejene til de nye affaldscontainere skal være jævne og faste af hensyn til renovationsarbejderne. Samtidig med, at kommunen ikke lever op til sit eget ansvar for at vedligeholde den vej, han bor på. Hvor renovationsbilerne altså også kører.
- Kommunen lever ikke rigtigt op til sine egne regler, lyder det syrligt fra Lasse Kristensen.
Overfor ham på Katholmvej bor Niels Jeppesen, som driver transportfirmaet Bette Gris ApS. I genboens Facebook-opslag bakker vognmanden, der har syv lastbiler til grisetransport, op om Lasse Kristensens kritik.
- Vi har været her siden 1984, og der er ikke sket andet end lap på lap. Det er den dårligste vej i Thisted Kommune, skriver Niels Jeppesen.
Ekspert: Ikke i god tilstand
Seniorspecialist Ole Grann Andersson fra Teknologisk Institut rådgiver blandt andet private grundejerforeninger i vedligehold af asfalt. Nordjyske har vist ham billederne af Katholmvej og bedt ham komme med en umiddelbar vurdering af vejens tilstand.
- Man behøver ikke være ekspert for at se, at vejen ikke er i god tilstand. Det kan alle og enhver se, siger Ole Grann Andersson.
Ifølge eksperten fra Teknologisk Institut er det udsigtsløst at fortsætte med lapperierne af de mange huller i vejen.
- Når vejen er kraftigt nedbrudt, revnet og krakeleret, som tilfældet er her, vil begrænsede lapninger have en begrænset effekt, fastslår han.
Vand skaber problemer
Efter at have studeret billederne af Katholmvej er Ole Grann Andersson ikke i tvivl om, hvad det helt store problem er.
- Der står blankt vand på begge sider af asfalten, og det kan betyde, at vandet kan løbe ned under asfalten og bløde gruslagene under asfalten op. Når det sker, vil asfalten gå i stykker, når der kører tunge køretøjer på den. De krakeleringer, der er hele vejen hen, er tegn på, at der ikke er tilstrækkelig bæreevne i asfalten, forklarer Ole Grann Andersson.
Ifølge ham er situationen på Katholmvej langt fra enestående.
- Det kan være svært at få tilstrækkelige midler til at vedligeholde alle veje, og der er det oftest småvejene ude på landet, som bliver nedprioriteret, konstaterer han.
Udvalgsformand: Vi er ikke blinde
Ifølge Thisted Kommunes egen hjemmeside har kommunen ansvaret for vedligehold af 1300 kilometer veje. Dertil kommer bl.a. også ansvaret for at vedligeholde 226 kilometer fortov, 60 kilometer cykelsti, 416 kilometer grøfter samt 40 kilometer lokale stier.
- Vi er ikke blinde for, at der er ting, vi skal gøre bedre. Vi gør, hvad vi kan, og vi prøver at få pengene til at strække så langt som overhovedet muligt. Men vi har benhårde prioriteringer, og selv om vi gerne vil, så kan vi ikke gøre alle 100 pct. tilfredse. Viljen er ikke nok, konstaterer Jens Kristian Yde (K), viceborgmester og formand for Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune.
Han er blevet gjort opmærksom på Katholmvejs miserable forfatning.
- Det ser ud til, at der er meget tung trafik på den, men derfor skal vi jo overholde vores vedligeholdelsespligt, siger Jens Kristian Yde.
Til Nordjyske siger udvalgsformanden, at han nu selv vil køre en tur ud og besigtige Katholmvej.
- Jeg vil ved selvsyn se, hvordan den ser ud. Men derfra og så til at sige, at det bliver godt på mandag - det kan jeg altså ikke, siger Jens Kristian Yde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.