Historie

Gammel stationsbygning er snart væk

Bygningen er erklæret bevaringsværdig, men er i dårlig stand

Ydby Station blev opført i 1890, få år efter at Thybanen blev indviet.
Ydby Station blev opført i 1890, få år efter at Thybanen blev indviet. Arkivfoto: Bo Lehm

YDBY: Toget standser stadigvæk i Ydby, i hvert fald når der er passagerer, der skal af eller på toget. Men den gamle stationsbygning forsvinder. Thisted Kommune har besluttet at nedrive ejendommen.

Det sker med henvisning til bygningens tilstand. 

Ydby Station, der ligger på Ydby Stationsvej 2 i Ydby, er erklæret bevaringsværdig i kategori 3, hvilket vil sige, at bygningen er vurderet til at have en høj bevaringsværdi. Udpegningen fremgår af Thisted Kommunes kommuneplan, og bevaringsværdien fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

Som ejer af bevaringsværdige bygninger må man ikke nedrive en sådan, uden at der forud for nedrivningen har været en offentlig bekendtgørelse, så offentligheden har mulighed for at fremsætte indsigelser. Thisted Kommunes beslutning om nedrivning har været i offentlig høring i fire uger i løbet af vinteren, og der kom ingen indsigelser.

Ydby Station er opført i 1890. Det var jernbanen, der blev indviet i 1882, der skabte grundlaget for en ny by. Allerede i 1880 var der dog etableret et teglværk i Ydby, kan man læse på Ydbys hjemmeside. Teglværket havde sin egen læsserampe, og det samme gjaldt Cirkus Miehe. Tæt på stationen var der indhegninger til grise og kreaturer, der skulle fragtes med toget, og brugsforeningen havde sit eget pakhus på området.

På Slots- og Kulturstyrelsens liste over fredede og bevaringsværdige bygninger er stationsbygningen nævnt som et "bevaringsværdigt eksempel på industrialismens bygninger og landsbyens status som stationsby".

Det er Ydby Teglværk A/S, der er ejer af bygningen.

Kommunen har givet tilsagn om nedrivningsstøtte. René Melgaard Nielsen fra Thisted Kommunes Team Byfornyelse, oplyser, at det er aftalt med entreprenøren, at nedrivningen skal ske inden for første halvdel af i år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden