Grønt lys for byggeri af nyt sundhedscenter
Det bliver entreprenørfirmaet Jakobsen & Blindkilde, der skal stå for opgaven
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:18
THISTED: Byggeriet af Center for Sundhed ved Thyhallen kan nu gå i gang. Kommunalbestyrelsen har netop frigivet pengene til det store byggeprojekt, og der er valgt det entreprenørfirma, der skal stå for opgaven.
Det bliver entreprenørfirmaet Jakobsen & Blindkilde A/S, der i samarbejde med Cubo Arkitekter, ingeniørfirmaet Niras A/S og involverede håndværkere skal føreprojektet ud i livet. Forud er gået en længere proces, hvor der blandt ni ansøgende firmaer blev valgt fire firmaer, som afgav tilbud på projektet
- Vi har været i den positive, men også svære situation at have fire seriøse og godt gennemarbejdede tilbud at vælge imellem. Trods travlhed i dansk byggeri levede de alle op til den ønskede kvalitet og pris. En grundig evaluering af tilbuddene resulterede i, at styregruppen pegede på tilbuddet fra Jakobsen & Blindkilde, siger formand for styregruppen, Esben Oddershede.
Byggeriet af Center for Sundhed ved Thyhallen udgør anden etape i udvidelsen og ombygningen af Thyhallen. Det samlede projekt kommer til at koste cirka 107 millioner kroner.
Første etape er den gennemgribende renovering af Centerhallen og en udvidelse af sportsfaciliteterne i Thyhallen med et spring- og motorikcenter og en ny aktivitetshal, der får samme størrelse som den nuværende Hal A.
Byggeriet er godt i gang og Centerhallen er allerede klar til at blive taget i brug. Den nye aktivitetshal forventes at kunne tages i brug i slutningen af december, mens gymnaster og de mange andre brugere af spring- og motorikcentret må have tålmodighed et par måneder mere.
Anden etape består altså af det ny sundhedscenter, som også omfatter en ombygning af det eksisterende foyerområde og omklædningsfaciliteter. Projektet omfatter nye sale, nyt motionscenter, lokaler til kommunale sundhedstilbud, til foreningsaktiviteter, møder, undervisning, kultur og cafe. Byggeriet ventes at gå i gang i begyndelsen af 2022.
Tredje etape handler om at skabe nye bevægelsesrum på udearealer. Lokale og Anlægsfonden støtter etape to og etape tre med i alt otte millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.