Socialt

Handicapråd i dyb frustration: Vi fik intet at vide om stor besparelse på udsatte borgere

Rådet kræver en redegørelse fra forvaltningen på næste møde

Det sociale arbejds- og bofællesskab Enggården i Hundborg er et af de steder, som Jobcentret ikke længere vil visitere borgere til.
Det sociale arbejds- og bofællesskab Enggården i Hundborg er et af de steder, som Jobcentret ikke længere vil visitere borgere til. Arkivfoto: Diana Holm

THISTED: Det var først, da medierne i januar tog sagen op, at det gik op for medlemmerne af Thisted Kommunes handicapråd, at kommunen er i gang med at spare et stort millionbeløb på en række tilbud til sårbare og udsatte borgere. Rådet var nemlig ikke blevet hørt i sagen, og det er dybt frustrerende, fastslår de i et såkaldt bekymringsbrev til alle politikere i kommunalbestyrelsen.

 Det var kommunens arbejdsmarkedsudvalg, der på et møde 19. december sidste år sagde ja til et oplæg fra forvaltningen om at omlægge beskæftigelsesindsatsen og finde en stor besparelse blandt andet ved at opsige jobcentrets samarbejde med tilbud som Skiftesporet, Enggården, Elmelund og Basen. Der er typisk tale om "dyre tilbud med lav effekt", fremgik det af sagsfremstillingen.

Thisted Kommune har ligesom landets øvrige kommuner fået pålagt at finde besparelser på jobcentrets område for at bidrage til finansieringen af Arne-pensionen.

Niels Jensen, formand for Danske Handicaporganisations afdeling i Thisted, blev både forundret og vred, da han opdagede, at sagen havde været behandlet af et politisk udvalg, uden at handicaprådet var blevet så meget som orienteret. 

- Det er ikke første gang, vi oplever, at de øvrige udvalg i kommunen ikke tager hensyn til handicaprådet, og det gør, at vi føler os uhyre trængt, siger han.

Bekymringsbrevet

Der var møde i handicaprådet 26. januar, og her ønskede DH Thisted sagen om besparelserne på beskæftigelsesindsatsen sat på dagsordenen. Det skete i form af en tillægsdagsorden, hvor punktet var på som en orienteringssag. Bekymringsbrevet, som DH Thisted havde fremsendt på vegne af rådet, er vedhæftet som bilag.

I brevet fremhæver rådet blandt andet, at unge, der har andre udfordringer end ledighed, har behov for en særlig og langvarig indsats, før de eventuelt kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet og/eller videreuddannelse. De skriver videre:

"Det er generelt bekymrende, at borgere, der kræver specialiserede og individuelle tilbud, skal presses ind i kasser, hvor fokus udelukkende er, at man indenfor maks. 6 måneder skal have opnået lønnede timer (100 timer indenfor 12 måneder), SU-givende uddannelse, ansættelse med løntilskud eller praktik. Vores frygt er, at med denne tilgang vil langt flere få behov for støtte og ydelse indenfor social-, psykiatri- og sundhedsområdet generelt, og at borgere derved får dårligere livsbetingelser og dermed øgede udgifter på andre områder."

Handicaprådet frygter, at man taber mennesker, som det efterfølgende vil være meget svært at samle op igen.

- Det er ret voldsomt, det man gør. De kan ikke bare lukke de pladser og regne med, at så sker der ingenting. Der skal komme noget til erstatning. Det eneste, man opnår, er, at man flytter rundt på problemerne. Man løser dem jo ikke, mener Niels Jensen.

Ifølge DH-formanden har kommunen lovet at komme med et svar på bekymringsbrevet og desuden vil der blive givet en redegørelse på næste møde i handicaprådet.

- Vi har en forventning om, at de strammer op i administrationen, for de skal altså lære at høre handicaprådet i sager, der beskæftiger sig med de handicappede, fastslår Niels Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden