Dødsbranden i Thisted

Her er vidnerne: Branddørene i Munkegården stod altid åbne

Fem beboere og hyppige gæster i Munkegården, hvor Juline Seberg mistede livet, bevidner, at branddøre stik mod reglerne stod åbne, og det er ikke nævnt i husordenen, at de skal holdes lukkede

- Branddøren stod altid åben. I de to måneder, jeg boede hos Juline, så jeg kun én gang, at døren var lukket, siger veninden Charlotte Karlsen.
- Branddøren stod altid åben. I de to måneder, jeg boede hos Juline, så jeg kun én gang, at døren var lukket, siger veninden Charlotte Karlsen.

Opdateret 27. november 2023 kl. 11:26

THISTED: - Branddøren stod altid åben. I de to måneder, jeg boede hos Juline, så jeg kun én gang, at døren var lukket. Og det var det samme på etagerne nedenunder. Branddørene blev holdt åbne af de her kiler.

Sådan siger den unge kvinde Charlotte Karlsen. Hun var veninde med Juline Seberg, der som 19-årig døde af røgforgiftning af branden i Munkegården på Kastet 96 i Thisted 4. marts 2021. Hun var også hendes bofælle. I forbindelse med, at den efterskole, Charlotte gik på, var lukket ned under coronaen, lod Juline Charlotte bo hos sig i lejligheden på anden sal i Kastet 96, og Charlotte flyttede først ud fire dage før, den fatale brand brød ud i en lejlighed på etagen nedenunder.

Ild og røg søger altid opad, og det var en afgørende faktor for, at Juline for sent blev fundet liggende livløs inderst på den smalle gang, der forbinder lejemålene i blokken. Det er, som Nordjyske kunne dokumentere i dagene efter branden, hævet over enhver rimelig tvivl, at branddørene stod vidtåbne på brandaftenen, for man kan på billeder se, hvor trækilerne sad, mens røgen tilsodede gulvet.

Charlotte flyttede ud af Julines lejlighed kun fire dage før den fatale brand 4. marts 2021. Foto: Bo Lehm

Veninden bekræfter

Men var der tale om en enlig svale, eller stod branddørene oftest eller måske altid åbne ud mod trappeopgangen i strid med brandforskrifterne? Det er fortsat et spørgsmål for forældrene til Juline Seberg, der gennem deres advokat har stillet spørgsmål til politiets efterforskning af branden, som stadig er i gang her over et år efter. Ifølge Nordjyskes oplysninger er det også et centralt emne i korrespondancen mellem advokat og politi med henblik på at placere et ansvar for dødsulykken.

Charlotte er ikke i tvivl om svaret.

- Den ene gang, hvor branddøren ikke stod åben, var en aften, hvor jeg ville ud at løbe, og Juline ville ikke med. Da jeg kom tilbage, var døren stadig lukket, men om morgenen, hvor jeg skulle af sted, var den åben igen, siger hun.

Hørte du på noget tidspunkt viceværten indskærpe lejerne, at de skulle holde branddørene lukkede?

- Nej, aldrig. Og Juline ville have nævnt det for mig, hvis det var noget, de havde fået at vide. Hun gjorde meget ud af at fortælle mig, hvordan reglerne var deroppe. Jeg spurgte hende engang om, hvorfor hun altid låste døren til lejligheden, når vi kom ind. Det var bare en vane, sagde hun. Og så spurgte jeg ind til, hvordan det var med dørene uden for lejligheden. Det var efter, at jeg havde set branddøren være lukket den ene aften, så jeg ville vide, om den skulle holdes lukket. Nej, sagde Juline, det mente hun ikke, siger Charlotte Karlsen, der i dag går på ungdomsuddannelsen Campus10 i Thisted.

Kastet 96 er blevet renoveret efter branden for et år siden. Der er sat altandøre i lejlighederne og forberedt for montering af altaner. Foto: Bo Lehm

At det ikke var led i det formelle regelsæt for Munkegården, at branddørene skulle holdes lukkede, fremgår af husordenen for ejendommen Kastet 92, 96 og 98, som Nordjyske har haft lejlighed til at se. Her er det beskrevet, at trapper, indgangspartier og gangareal skal holdes fri for cykler, barnevogne, legetøj og lignende. Her står også, at hoveddøren vil være låst med ellås i tidsrummet klokken 22 til 07. Branddørene er derimod ikke nævnt i husordenen.

Julines kæreste bekræfter

Juline Seberg nåede at være kæreste med Magnus Hoxer gennem tre år. I al den tid kom han næsten dagligt i hendes lejlighed i Munkegården.

- Branddøren var altid åben. Ikke en eneste gang oplevede jeg, at den dør var lukket. Det var ikke noget, jeg snakkede med Juline om. Vi havde nok aldrig tænkt, at der skulle komme en brand. Der kom heller aldrig nogen og sagde, at vi skulle lukke den dør, siger Magnus Hoxer, der i dag arbejder i landbruget.

En anden ven af Juline Seberg er Anders Thomsen. Også han kom ofte i Munkegården, mens Juline boede der.

- Jeg kan ikke huske, at de branddøre har været lukket. Det har de måske været en gang eller to i de år, Juline boede der. Der var en dørstopper, som altid holdt branddøren åben. Jeg besøgte nok Juline to gange om ugen i de år, hun boede der. Der var aldrig nogen dør, man skulle åbne, når man gik op ad trapperne, siger Anders Thomsen, der er flyttet til Lemvig.

Branddør var sjældent lukket

Det bekræfter også af Thomas Christian Søgaard Eskildsen, der boede på 2. sal, men ikke kendte Juline Seberg privat.

- Branddøren blev holdt åben af en kile. Der var en enkelt gang imellem, hvor jeg skimtede, at den var lukket, men det hørte absolut til sjældenhederne. Min kæreste og jeg boede i Munkegården i omkring et år, siger Thomas Eskildsen, der er i lære som automekaniker i Thisted. Hverken han eller de øvrige, som Nordjyske har talt med, er vendt tilbage til Munkegården, efter at ejendommen er blevet brandrenoveret.

Helga Vörös var på brandtidspunktet sygeplejestuderende på sygehuset på den modsatte side af Kastet. Hun boede i en lejlighed på første sal.

- Jeg boede lige ved siden af den lejlighed, der gik ild i. Branddørene ud til opgangen stod altid åbne. Nogle gange i weekenden gik jeg ud og lukkede døren på vores etage i, fordi der var meget larm fra opgangen. Der boede mange unge i ejendommen, som holdt fest. Men næste morgen var branddørene altid åbne igen, siger Helga Vörös.

Troede det var almindelige døre

Hun boede i Munkegården i syv måneder.

- Men jeg fik aldrig noget at vide om branddøre. Jeg troede, det var almindelige døre, og at det var meningen, de skulle holdes åbne af de her kiler, siger Helga Vörös, der i dag bor og arbejder som sygeplejerske i Aalborg.

Det er altså fem personer, som boede eller havde deres hyppige gang på Kastet 96, der uafhængigt af hinanden bekræfter, at branddørene stik mod reglerne stod åbne så godt som altid. Ja, vi kan også tage Tim Mumba med, som boede i stueetagen, og tidligere har fortalt om de åbne branddøre til Nordjyske. Eller vi kan inddrage vidneudsagn fra Juline Sebergs forældre Monika Seberg og Torsten Seberg Færk, som begge har berettet om åbne branddøre, når de besøgte deres datter.

Indskærpede lukkede brandddøre

Alligevel har husværten påstået, at hun gennem sin vicevært har indskærpet lejerne, at de skulle holde branddørene lukkede. For et år siden sagde direktør Lone Færch, Munke Bolig ApS, til Nordjyske, at branddørene var et stærkt opmærksomhedspunkt for ejendomsselskabet. Det er trods gentagne forsøg over flere dage ikke lykkedes at træffe Lone Færch på telefon til denne artikel.

Viceværten, Kurt Jensen, der ligesom Lone Færch kom til stede på brandstedet 4. marts sidste år, er ikke videre meddelsom:

- Der er blevet skrevet rigeligt om den brand. Du kan snakke med politiet om de branddøre, siger Kurt Jensen.

Politimæssigt ligger sagen i øjeblikket hos Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro. Nordjyske har spurgt anklagerfuldmægtig Morten Wibroe, om han kan bekræfte, at branddørenes position er et afgørende fokuspunkt i efterforskningen lige nu:

- Jeg vil ikke kommentere på, hvad vi undersøger lige nu. Det er normal praksis, at en sådan sag sendes frem og tilbage mellem politi og anklager. Lige nu foregår der en juridisk vurdering, og så kan det være, at vi beder politifolkene undersøge bestemte forhold, siger Morten Wibroe.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden