Coronavirus

Nødberedskab på smitteramt plejehjem: Tre beboere døde

Personalet på Kristianslyst i Thisted kæmper hårdt for at stoppe smitten

Kristianslyst i Thisted har indført nødberedskab. Arkivfoto

Kristianslyst i Thisted har indført nødberedskab. Arkivfoto

THISTED:Plejecentret Kristianslyst i Thisted har indført nødberedskab på grund af et fortsat stort antal smittede blandt både personale og beboere.

Lige nu er fire medarbejdere og ni beboere konstateret smittede med covid-19.

To af beboerne er indlagt til intensiv behandling på Aalborg Universitetshospital. Tidligere er tre beboere afgået ved døden, efter at de var blevet overflyttet til sygehuset i Aalborg.

Kristianslyst er et af flere plejecentre i Thisted Kommune, der siden december har fået coronasmitten inden for dørene, på trods af, at personalet hver dag kæmper hårdt for få smitten elimineret.

- Det høje kontakttal, som vi så i november og december, er faldende, fordi vi har fået flere restriktioner. Nu ser vi mere små, spredte udbrud set i sammenligning med den tidligere større spredning af smittede på tværs af hele Thy. Men smitten er kommet inden for på vores plejecentre. Derfor arbejder vi hårdt på at få brudt smittekæderne, og vi gør alt, hvad der er muligt, for at begrænse smitten, siger social- og sundhedsdirektør Tue von Påhlman ifølge en pressemeddelelse fra kommunen.

Han finder det særligt barskt, at plejecentrene udsættes for udbrud i samme åndedrag, som beboere og personale står overfor at blive vaccineret. På plejecenter Kristianslyst har antallet af smittede desuden bevirket, at et nødberedskab er trådt i kraft.

- Kristianslyst viser tydeligt, at selvom vi tager alle forhåndsregler, spritter af og holder afstand, så er det virkeligt svært at slippe af med smitten igen, når først den har fundet vej ind, forklarer Tue von Påhlman.

Plejecentret har siden 24. december, hvor den første medarbejder blev konstateret smittet, kæmpet med at få smitten bragt ned igen.

- Det er virkeligt frustrerende for både medarbejdere, ledere og ikke mindst beboerne og de pårørende, at corona har fået sådan et fast greb i os, selvom vi gør alt menneskeligt muligt for at undgå det, forklarer Lise Ørbæk Knudsen, der er leder på Kristianslyst.

- Vi har haft en tæt dialog med både Styrelsen for Patientsikkerhed, Infektionshygiejnen og Beredskabet i Region Nordjylland for at gennemgå arbejdsgange, retningslinjer og procedurer. Alt fra, hvordan man håndterer snavset og rent vasketøj, tilbereder mad, ifører og aftager sine værnemidler, smider sit affald ud og holder afstand er blevet minutiøst gennemgået i samarbejde med de sundhedsfaglige. Vi vasker alle flader, spritter hænder, bruger værnemidler, holder afstand og følger alle retningslinjer, siger Lise Ørbæk Knudsen.

Ledelsen har fået Styrelsens for Patientsikkerheds ord for, at alt har været på plads.

- Derfor undrer vi også over, hvordan smitten alligevel kan blive spredt. Men på nuværende tidspunkt har hverken vi eller de sundhedsfaglige eksperter et godt svar på netop dét, forklarer Lise Ørbæk Knudsen.

Medarbejdere lyntestes hver morgen

Al personale med daglig gang på Kristianslyst får tilbud om en lyntest hver morgen. Testes de positive, bliver de sendt hjem med det samme.

- Lyntest er blevet en fast morgenrutine, siger Lise Ørbæk Knudsen.

- Vi kommer igennem det her sammen, på afstand, men det er stadigvæk nødvendigt, at alle thyboerne overholder retningslinjerne. Det synes jeg generelt, at de har været gode til, men det er altså stadig vigtigt en rum tid endnu, så vi kan få banket smittetrykket helt ned igen. Lige nu kæmper alle medarbejdere også en brav kamp, og det gør de virkeligt så flot. Jeg har meget stor respekt for det store arbejde, de udfører, siger Tue von Påhlman.

Det er fortsat planen, at alle beboere og personale skal vaccineres 2. gang i løbet af få uger - dog kan de ikke modtage vaccinen, hvis de er smittede. Derfor bliver enkelte stik også udskudt.

Smitten på plejehjemmene har været med til at sende Thisted op på en kedelig førsteplads blandt samtlige kommuner vest for Storebælt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.