HVA Sydthy skabte afstand til Morsø FC i toppen

Thyboerne har stadig sæsonens første nederlag til gode

Med lørdagens sejr over Morsø FC skabte HVA Sydthy et hul på seks point ned til de nærmeste forfølgere. Arkivfoto: Peter Mørk

Med lørdagens sejr over Morsø FC skabte HVA Sydthy et hul på seks point ned til de nærmeste forfølgere. Arkivfoto: Peter Mørk

HVA Sydthy

Morsø FC

4-2

fodbold, serie 2

HURUP:Lørdag skulle de to førerhunde i serie 2 fra HVA Sydthy og Morsø FC dyste om point til topstriden. Trods mange store chancer til Morsø FC, så blev det hjemmeholdet fra HVA Sydthy, der tog sejren med cifrene 4-2 og samtidig konsoliderede sig på 1. pladsen.

- Det var en sand fornøjelse i dag. Det var ikke fordi, at vi havde alt spillet, men vi scorede på vores chancer, siger HVA Sydthy-træner Gotfred Schmidt. Hos Morsø FC var der stor skuffelse at spore over nederlaget.

- Det var helt sindssygt unødvendigt, at vi tabte kampen. Vi gjorde mange ting godt, men de havde marginalerne på deres side, og vi scorede ikke på vores chancer, siger spillende træner for Morsø FC Mickey Berg.

Morsø FC dominerede totalt i kampens indledning, morsingboerne tilspillede sig også adskillige store chancer, men skarpheden manglede for Morsø FC. Stik mod spil og chancer tog thyboerne så føringen da et frispark fra Rasmus Henriksen blev afrettet og gik i mål. Kort før halvleg fik Lukas Riis Jespersen så skabt balance i regnskabet med en udligning til 1-1 efter et hjørnespark.

I anden halvleg fik indskiftede Jonas Christensen en hovedrolle. Først tog han en dribletur gennem Morsø FC-forsvaret og serverede bolden til Jonas Bojesen, der scorede til 2-1. Kort tid efter var han så selv i målscorerens rolle, da han gjorde det til 3-1. I kampens overtid fik Morsø FC skabt spænding med en reducering på straffespark af Mickey Berg. Spændingen blev dog punkteret af Simon Overgaard der kronede en god indsats af ham på midtbanen med en scoring til 4-2.

Med sejren distancerede HVA Sydthy sig fra de øvrige hold, og de står nu noteret for 16 point mens Sallingsund, Nordvestmors og Morsø FC følger efter med 10 point. Trods hullet på seks point vil Gotfred Schmidt ikke tale oprykning.

- Jeg vil ikke nævne oprykning. Vi tager en kamp ad gangen. Vi kan tage snakken igen, når vi har spillet 10 kampe, siger han.

Pausestilling: 1-1

Mål: 1-0 Rasmus Henriksen (26). 1-1 Lukas Riis Jespersen (45). 2-1 Jonas Bojesen (54). 3-1 Jonas Christensen (65). 3-2 Mickey Berg (90). 4-2 Simon Overgaard (90).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.