Hyp hyp: Så er det op på hesten igen
Coronaen satte ridestævner på standby - nu er der gang i hovene igen
Opdateret kl. 19:36
HUNDBORG: Blankpudsede støvler, hvide bukser, sorte jakker og masser af bling-bling gør sit indtog hos Hundborg Midtthy Rideklub denne weekend. Det er noget, man har set frem til i lang tid, for ridestævner er en vigtig del af klubbens økonomi. Sådan forholder det sig generelt for landets rideklubber. Hundborg Midtthy Rideklub er bare den rideklub i denne del af landet, der kom først ud af startboksen med at få arrangeret et stævne efter corona-pausen.
Der skal kort og godt gang i økonomien og penge i kassen.
- Stævnerne er simpelthen en del af klubbens eksistensgrundlag. Vi er en lille klub, og vi er ikke rige, så corona har påvirket os økonomisk, siger Anne Mette Astrup, der er formand for klubben.
- Vi var hurtige, da muligheden bød sig. Vi brugte fire dage på at få godkendelsen hos Dansk Rideforbund på plads og derefter havde folk fire dage til at tilmelde sig, siger hun.
Alle ridestævner - uanset corona - kører via Dansk Rideforbund og deres tilmeldingssystem.
Regler for hygiejne
Inden stævnet kunne blive en realitet, skulle klubben kunne garantere for flere smitteforebyggende tiltag.
- Der er blandt andet ingen præmieoverrækkelse, hvor der gives hånd. Toiletter bliver også gjort rene, og så har vi masser af sprit og håndsæbe. Ellers så handler det i bund og grund om sund fornuft. Og plads har vi jo masser af, siger formanden, mens hun viser rundt.
Dressurstævnet slutter søndag eftermiddag, og når den sidste roset er sat på hovedtøjet, har der været knap 100 starter.
- Det er et lille stævne - mange af rytterne er jo nok gået på sommerpause. Det vigtigste er, at nu er vi i gang, siger Anne Mette Astrup.
At stable et stævne på benene med så kort varsel kræver fleksibilitet blandt alle de frivillige.
- Heldigvis har vi mange, der er gode til at sige ja, siger Solvej Boltz, der sammen med formanden er med til at arrangere stævnet.
Indledningsvist blev rytternes udstyr beskrevet. Pænt meget bling-bling - det samme gælder selvfølgelig både for heste og ponyer. Showshine, hvide dressurgamacher, fletninger og hvide underlag med pynt. Det hører sig til - uanset race, størrelse og dressurklasse. Også for Marie Skjoldborg Sørensens pony - Gribsvads Magic, som til daglig bliver kaldt Juvel. Det er lidt nemmere at huske.
Marie Skjoldborg Sørensen er 10 år, og hun har glædet sig til at komme i gang.
- Jeg var nu noget nervøs, men det er sjovt at være med, sagde Marie Skjoldborg Sørensen, da hun havde forladt dressurbanen. Søndag er hun klar igen - dog på en anden pony.
Sommeraktiviteter
Thisted Kommune har fået del i en pulje, der skal få sat gang i sommeraktiviteterne for områdets foreninger og klubber ovenpå den ret stille corona-periode. Til gavn for børn og unge.
- De penge har vi også fået del i, så nu kan vi lave flere sommeraktiviteter. Det glæder vi os til, siger Anne Mette Astrup, der fortæller, at klubben i sin 30-årige levetid ikke har været lukket ned før. Det er nu sket to gange i år - første gang var på grund af sygdommen kværke i januar.
- Det har være noget hårdt, siger Anne Mette Astrup.
Næste stævne er til september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.