Ikke flertal for uvildig undersøgelse: Sagen stopper ikke her
Morten Bo Bertelsen, der stillede forslaget, har bedt om at få sagen op i kommunalbestyrelsen
Er den ny ledelsesstruktur inden for handicap og socialpsykiatri i Thisted Kommune i strid med den helhedsplan for socialområdet, som blev politisk vedtaget i efteråret 2021? Det vil kommunalpolitikeren Morten Bo Bertelsen (SF) gerne have undersøgt. Der var dog ikke flertal for hans forslag om at få foretaget en uvildig undersøgelse, da social- og seniorudvalget havde sagen på dagsordenen tirsdag.
Da det kom til en afstemning, stemte udvalgsformand Henrik Gregersen (V) og Peter Uno Andersen (S) imod, mens Peter Sørensen (K) og Morten Bo Bertelsen selv stemte for. Lene Kjelgaard Jensen (K) var fraværende.
Henrik Gregersen henviser til, at det på samme møde blev besluttet, at der skal nedsættes en følgegruppe i forhold til implementering af ny ledelsesstruktur og arbejdsmiljø i handicap og socialpsykiatri. Den ændrede struktur trådte i kraft 1. januar og har, lige siden den blev præsenteret sidste år, mødt voldsom kritik fra dele af medarbejderskaren på området.
Følgegruppens formål og opgave er blandt andet at styrke dialogen mellem politikere, ledere og MED-repræsentanter især med fokus på det gode arbejdsmiljø. I gruppen skal sidde et antal politikere, forvaltningsledelsen og andre ledere samt tre repræsentanter for medarbejderne.
- Peter Uno og jeg har tillid til, at der kommer de rigtige folk i den følgegruppe, siger udvalgsformanden og tilføjer:
- Det, der er vigtigt, er, at fokus er på arbejdsmiljøet og på fremtiden. Vi ser frem til at komme videre, og der er store forventninger til at følgegruppen borer dybere.
Har du tillid til, at følgegruppen kan det?
- Det har jeg tillid til. Der skal jo deltage tre ansatte fra området, og det er selvfølgelig ret vigtigt, at de bliver fundet. Vi diskuterede også, at der skal speedes op på at få lavet APV'er. Det værktøj skal selvfølgelig i brug, siger Henrik Gregersen.
Morten Bo Bertelsen siger om følgegruppen:
- Jeg tror ikke, at det decideret gør skade at nedsætte den gruppe, men det løser ikke de problemer, som der er aktuelt. Ikke efter min opfattelse.
I forhold til det punkt som handlede om en mulig uvildig undersøgelse, har han nu bedt om, at sagen skal gå videre til behandling i kommunalbestyrelsen.
- Den redegørelse, vi fik fra forvaltningen på mødet, har ikke overbevist mig om, at min sag er unødvendig. På ingen måde, siger SF-politikeren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.