Hotelvirksomhed

Lille by siger rungende nej til badehotel: Så mange har protesteret

Ud af knap 600 svar i en høring om planerne om et havbadehotel i Vorupør forholder 90 procent sig kritisk til muligheden

Da kommunalbestyrelsen i maj diskuterede planerne om et havbadehotel var ingen i tvivl om, at langt fra alle synes om muligheden. En gruppe lokale demonstrerede mod planerne foran rådhuset. Foto: Jens Fogh-Andersen

Da kommunalbestyrelsen i maj diskuterede planerne om et havbadehotel var ingen i tvivl om, at langt fra alle synes om muligheden. En gruppe lokale demonstrerede mod planerne foran rådhuset. Foto: Jens Fogh-Andersen

VORUPØR:Alt tegner til, at planerne om et havbadehotel ender som en mulighed, der aldrig realiseres. I hvert fald ikke, hvis medlemmerne af kommunalbestyrelsen gør, som de har sagt: Lytter til borgernes mening om sagen.

Og den er klokkeklar. I august besluttede Thisted kommunalbestyrelse at gennemføre en digital høring om den fremtidige brug af Havstokken 9 i Vorupør - herunder muligheden af at opføre et havbadehotel på arealet, der ligger ved landingspladsen lige op til strand og hav. Alle med fast ejendom, bopæl eller virksomhed i Vorupør kunne deltage i den digitale borgerhøring.

Det resulterede i tæt ved 600 høringssvar. 554 kom i den digitale høring, der blev gennemført i perioden fra 6. september til 4. oktober - andre 39 høringssvar er indsendt med posten.

90 procent af svarene er kritiske

Mere end 90 procent af høringssvarene forholder sig kritisk til ideen om at opføre et havbadehotel på Havstokken 9 - og det gælder svar fra såvel lokale som ikke lokale, sommerhusejere og turister, der har deltaget i debatten, fremgår det af den "Hvidbog over digital høring for Havbadehotel ved landingspladsen, Havstokken 9 i Vorupør", som er udarbejdet efter høringen.

Både hvidbog og det samlede antal høringssvar ligger som bilag på sagen, når kommunens udvalg for klima,miljø og teknik i næste uge behandler sagen ud fra en indstilling om, at "sagens videre forløb drøftes på baggrund af høringssvarene".

Hen over sommeren kom den lokale modstand mod havbadehotellet på Havstokken tydeligt til udtryk. Nu har den digitale høring understreget modstanden. Foto: Bo Lehm

Hen over sommeren kom den lokale modstand mod havbadehotellet på Havstokken tydeligt til udtryk. Nu har den digitale høring understreget modstanden. Foto: Bo Lehm

Står det til Peter Skriver Nielsen (S), næstformand i udvalget, er der ikke meget at diskutere.

- Vi besluttede at høre borgerne, og nu skal vi tage stilling ud fra de høringssvar, vi har fået. Derfor er det næppe realistisk at tro, et politisk flertal i kommunalbestyrelsen går imod den tilkendegivelse, høringen har givet, siger Peter Skriver Nielsen og tilføjer, at udvalgets behandling af sagen på mandag giver den første politiske tilkendegivelse af det videre håndtering af hotelplanerne.

Nej koster en investering, overnatninger og meromsætning

Havbadehotellet vil efter oplægget repræsentere en investering på 214 mio. kroner. Det skal have 112 værelser og lejligheder, og vil på årsbasis generere cirka 71.000 personovernatninger. De mange overnattende vil årlige have et forbrug på skønnet 55 mio. kroner.

- Realiseres hotelplanerne ikke, mister vi en investering, overnatninger og noget meromsætning, men så må vi sige "om igen" i forhold til de muligheder, der er skitseret i den plan for turismeudvikling i Vorupør og Klitmøller, som vi vedtog i 2020, siger Peter Skriver Nielsen.

Konsekvensen understreges også i sagsfremstillingen til udvalget, hvor det fremgår, at: En realisering af hotelplanerne vil stride mod et massivt flertal af de indkomne høringssvar. Omvendt vil en aflysning af planerne gøre det vanskeligt at indfri målsætninger om markant øget turismevækst i Thisted Kommune med Vorupør som et omdrejningspunkt, ligesom det bliver markant vanskeligere at tiltrække nye målgrupper som løftestang for områdets og kommunens turisme.

De mange høringssvar er i hvidbogen opsamlet i seks temaer;

Generelle kommentarer,

Infrastruktur,

Natur, landskab og miljø,

Hotelprojektets størrelse og udformning,

By-og turismeudvilkling,

Alternative placeringer.

Når det gælder infrastruktur fremhæves blandt andet bekymring over øget trafik og mangel på parkeringspladser, mens mere end 400 høringssvar udtrykker bekymring over at projektet vil påvirke natur og landskab samt roen og miljøet på landingspladsen.

280 høringssvar fremhæver muligheden af at realisere projektet på andre placeringer, mens andre svar lader forstå, at et hotel på Havstokken vil "ødelægge den særlige stemning og det oprindelige kulturmiljø, som man forbinder med Vorupør".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden