Invasion af Ukraine giver mangel på træ i Thy

Ukraine er storleverandør af egetræ til træindustrien, men ikke mere. Konflikten med Rusland har stoppet forsyningerne

Krigen i Ukraine har mange konsekvenser - også for danske trævirksomheder, som bruger ukrainsk egetræ i produktionen. Det gør Thy Trapper i Thisted, men krigen med Rusland har stoppet forsyningerne med egetræ fra Ukraine.
Krigen i Ukraine har mange konsekvenser - også for danske trævirksomheder, som bruger ukrainsk egetræ i produktionen. Det gør Thy Trapper i Thisted, men krigen med Rusland har stoppet forsyningerne med egetræ fra Ukraine. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 19:07

THISTED: Mens tusindvis af mennesker i Ukraine dagligt mærker følgerne af den russiske invasion, spreder effekterne af konflikten sig som ringe i vandet. Ikke på  en måde, der bringer menneskeliv i fare, men som påvirker den daglige produktion flere steder, blandt andet hos virksomheden Thy Trapper A/S i Thisted.

Her er konflikten direkte årsag til, at forsyningerne med egetræ til virksomhedens produktion af bestemte trapper er tørret ud. Også andre virksomheder i træindustrien oplever mangel på egetræ til produktionen.

- Hovedparten af det egetræ, vi bruger i produktionen, kommer fra Ukraine og resten kommer fra Rusland, men ikke længere, siger indkøbs- og udviklingschef og medejer Benny Rytter, Thy Trapper A/S.

Virksomheden har fremstillet trapper siden 1982. Den fremstiller cirka 1000 trapper årligt til boliger, virksomheder og til producenter af typehuse. Både i de klassiske nordiske træsorter og i mere eksotiske træsorter. Men lige nu er der et problem, hvis der er kunder, som vil have en trappe, hvor trin og håndlister er lavet i eg.

- På et tidspunkt er der ikke mere egetræ at få. Der går typisk op til halvandet år fra træet er fældet, til vi kan bruge det i produktionen. Selvfølgelig kan vi forsøge at købe træet andre steder, blandt andet i USA, men det gør alle andre også, så priserne er steget voldsomt, siger Benny Rytter.

Han fortæller, at der allerede inden den russiske invasion af Ukraine var stigende priser på egetræ og at prisstigningen er fortsat.

- Lige nu er prisen på egetræ i den bedste kvalitet på 28.000 kroner for en kubikmeter. For ikke så længe siden kostede træet 14-15.000 kroner for en kubikmeter, siger Benny Rytter og tilføjer, at træ ikke bare er træ.

Når Thy Trapper bygger en trappe med eg, skal der buges cirka en halv kubikmeter egetræ i den rigtige kvalitet. Og det kommer fra træer, der er mellem 100 og 200 år gamle.

Thy Trapper har egetræ på lager, men lige nu er der begrænsede muligheder for at supplere beholdningerne med egetræ fra Ukraine, som er den store leverandør. Konflikten med Rusland har stoppet forsyningerne. Foto: Bo Lehm

- Vi ser vores trapper som et møbel. Derfor kan vi ikke bare købe et vilkårligt stykke egetræ og bruge det. Vi skal bruge det rigtige egetræ, siger Benny Rytter og tilføjer, at han lige nu køber alt det træ, han har mulighed for at få fat i.

- Vi køber ikke træet direkte hos leverandørerne. Hverken i Ukraine eller Rusland.  Det købes gennem mellemhandlere, men hvis der ikke hugges træ, kan de ikke levere og så kan vi blive nødt til at se på mulighederne for at få træet fra USA eller Sverige, siger Benny Rytter og tilføjer, at det ikke blot er egetræ, der er blevet dyrere. Det gælder også for fyrretræ. Efter 25 år uden store prisstigninger er prisen på fyrretræ fordoblet.

Når Thy Trappen sætter en trappe i produktion er det ofte ud fra et tilbud, der er givet et halvt år tidligere. Endnu har forsyningssituationen ikke forhindret virksomheden i at levere de egetrapper, der er givet tilbud på. 

- Og vi er heller ikke derhenne, at vi ikke kan give tilbud på nye trapper. Vi har mange års erfaring på område og er gode til at minimere spildet af træ, men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi kom i en situation, hvor det blev så svært at skaffe egetræ, siger Benny Rytter

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden