Natur

Karsten har fået Danmarks største naturpris: På hans ejendom gror der nu ensian og orkideer i stedet for byg

15. Juni Fonden hædrer lodsejer i Nationalpark Thy for at have genskabt natur på sin ejendom

Karsten Hansen glæder sig over at se, hvordan det myldrer frem med nye og sjældne arter på de arealer, hvor der sættes ind med naturpleje.
Karsten Hansen glæder sig over at se, hvordan det myldrer frem med nye og sjældne arter på de arealer, hvor der sættes ind med naturpleje. Foto: Ida Smith

FADDERSBØL: - Hvorfor er man så bange for at tage lidt jord ud til natur? For os er det en kæmpe glæde at gå og følge med i, om orkideerne blomstrer, og om ensianblåfuglen kommer igen i år.

Det siger Karsten Hansen, lodsejer i Nationalpark Thy og tidligere landmand. Han mener, at de fleste landmænd ville kunne finde nogle hjørner, hvor jorden er urentabel at dyrke, og hvor det derfor ikke ville koste noget at lade naturen få mere plads.

Han er selv et godt eksempel på, hvordan man som lodsejer kan gøre en aktiv indsats for at genskabe natur og biodiversitet på sin ejendom. Den mangeårige indsats indbragte ham forleden Danmarks måske nok største naturpris, nemlig 15. Juni Fondens Naturpris på hele 200.000 kroner.

Naturprisen gives til ”den eller de lodsejere, der gennem omfattende eller langvarige aktiviteter gør en helt særlig og ekstra indsats for dansk natur og biodiversitet på egne arealer, gerne i tæt samarbejde mellem flere parter”.

Selv har Karsten Hansen og hans hustru Ellen Kirk Jensen haft et fremragende samarbejde med Nationalpark Thy, lige siden nationalparken blev oprettet. Det var da også Nationalpark Thy, der havde indstillet ham til prisen, og nationalparken leder Else Østergaard var med ved prisoverrækkelsen i Arboretet i Hørsholm. 

Karsten Hansen har ikke længere selv dyr på sin ejendom, men låner nogle heste, der afgræsser en del af arealet. Else Østergaard, leder af Nationalpark Thy, var tirsdag på besøg for at ønske tillykke med Naturprisen. Foto: Ida Smith

I 2010 var det lykkedes for Karsten Hansen at få miljøministeren til at udvide Nationalpark Thy, så den omfattede hele hans ejendom, der ligger syd for Faddersbøl. Det var den første udvidelse af en dansk nationalpark på privat initiativ. Han havde på det tidspunkt solgt dyrene og taget arbejde ved kommunen, så ejendommen ikke længere skulle sikre smør på brødet. Til gengæld ønskede han at gøre en målrettet indsats for at skabe mere natur på sine i alt cirka 45 hektar.

Sjælden sommerfugl

Interessen for naturen har han og resten af familien altid haft. 

- Da vi startede for 40 år siden, var jeg fuldtidslandmand. Da havde vi kun godt fem hektar gammel klithede at lave naturpleje på. Det andet var til produktion. Men at se den forskel, det gjorde, da vi begyndte at rydde derude og afgræsse, og se hvordan der kom arter ind, det var nok der, vores interesse rigtig blev vakt, fortæller han og tilføjer:

- Jeg anede intet om ensianblåfugl, dengang vi startede med at rydde, men jeg kunne godt regne ud, at de få klokkeensian, vi fandt, blev kvalt i alt det vegetation, der kom op. 

Siden har de sjældne, blå blomster bredt sig, både på den gamle, ryddede klithede og på et tilstødende areal, som for fire år siden blev fuldstændig omlagt fra afgræsset eng til ny klithede. Det skete som led i et ambitiøst naturgenopretningsprojekt, hvor græstørven blev skrællet af, og der blev udlagt frø og tørv fra eksisterende klitheder. Dette projekt blev til i samarbejde med Nationalpark Thy og med Biologisk Forening for Nordvestjylland, og det var støttet af Den Danske Naturfond.

Ensianblåfuglen, der er knyttet til klokkeensian, fandtes i forvejen på klitheden, som et af de få steder i Thy og i Danmark i det hele taget. Karsten Hansen har for længst lært at spotte dens æg på ensianplanterne, og han og hans familie opdager jævnligt nye arter på det genskabte naturområde.

- For nyligt fandt jeg rundbladet soldug. Gad vide, om frøene har ligget i jorden i mange år, eller hvordan den pludselig er kommet, siger han.

For nyligt fandt Karsten Hansen flere eksemplarer af den kødædende plante rundbladet soldug på det areal, som er på vej til at blive genskabt som klithede. Foto: Ida Smith

Takket være indlemmelsen i Nationalpark Thy er der blevet foretaget utallige registreringer af alt lige fra fugle og flagermus til alskens insekter og planter på ejendommen. Der er efterhånden fundet flere end 500 forskellige arter.

- Det er pænt meget på sådan noget mager jord, konstaterer Else Østergaard, der tirsdag kiggede forbi ejendommen på Tyskebakken.

Gennem årene har Karsten og Ellen også plantet mere skov, omlagt marker til vedvarende græs og lavet paddevenlige vandhuller.

En øjenåbner

I 2012 var en ekspert i edderkopper på besøg for at lave en undersøgelse på ejendommen. Han satte fælder i form af nedgravede glas både i en konventionelt dyrket kornmark og på en eng, som ikke havde været sprøjtet i 15 år.

- Det var også en øjenåbner, fastslår Karsten Hansen og fortsætter:

- I løbet af få dage var fælderne, der stod på engen, fuldstændig fyldt, mens der kun var ganske få edderkopper i fælderne på marken. Jeg havde nok regnet med, at der ville være forskel, men jeg var chokeret over, at den var så stor. Så tog vi konsekvensen og stoppede med at sprøjte, og i løbet af tre-fire år fik vi simpelthen så mange småfugle.

Set med Else Østergaards øjne er Karsten Hansen et fremragende eksempel på, at man kommer langt med frivillighed og en god dialog med de private lodsejere, som der findes mange af i nationalparken. 

- Vi er i Nationalpark Thy meget stolte af at have lodsejere som Karsten og Ellen, siger hun og fortsætter:

- Det er da til inspiration for hele Nordjylland det her. Og det er ikke forbeholdt lodsejere i nationalparker. De andre gange, 15. Juni Fonden har uddelt prisen, har det ikke været til lodsejere i nationalparker.

Karsten Hansen oplyser, at han regner med at bruge en del af pengene fra prisen på at plante skovfyr på et højtbeliggende areal på ejendommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden