Kommentar: Her er spritbilisme nærmest en folkesport

Lokalpolitiet i Thisted mener ikke, at Thy og Mors er værre ramt af påvirkede bilister på vejene end andre steder. Det er muligvis rigtigt, men fænomenet er i hvert fald alt, alt for udbredt

Der kører alt for mange påvirkede bilister på vejene, mener Nordjyskes redaktionschef for Thy-Mors området. Foto: Bo Lehm

Der kører alt for mange påvirkede bilister på vejene, mener Nordjyskes redaktionschef for Thy-Mors området. Foto: Bo Lehm

THY-MORS:Jeg har boet i Thy i hele mit liv. Her havde jeg min barndom og ungdom. Og her lever jeg nu mit voksenliv.

Derfor er det såmænd heller ikke overraskende for mig, når vi på Nordjyske dag efter dag kan fortælle om bilister, der bliver snuppet med enten spiritus eller stoffer i blodet. Og jeg er ikke - som Midt og Vestjyllands Politi - chokeret over, at en enkelt patrulje i fredags uden at være på egentlig spritrazzia på få timer stoppede fire bilister, som var påvirkede af enten sprit eller narkotika.

Når det ikke overrasker mig, så skyldes det, at det at køre bil i påvirket tilstand her i lokalområdet nærmest er en folkesport. Sådan har det været lige så længe, jeg kan huske.

Jeg var ikke mere end en stor knægt, da jeg lærte udtrykket at ”køre bag om”, når de voksne i bil skulle fragte sig hjem efter en glad aften. Og i min egen familie findes også en tidstypisk anekdote, som handler om natten efter min lillebrors fødsel i december 1980 - altså for 41 år siden. At det var andre tider dengang bliver understreget af, at man i min fars vennekreds havde den regel, at når man blev far til en søn, så måtte man punge ud med tre kasser øl. Fik man en pige, så kunne man slippe med en 12 styks-kasse. Lang historie kort blev min fars bedste ven taget for spritkørsel den nat efter min brors fødsel. Som han selv siden har sagt, så var det måske ikke så overraskende. Som han argumenterede: Hvis jeg havde spillet lotto lige så mange gange, som jeg havde kørt sprit, så havde jeg nok også vundet i det! Men han lærte sin lektie og kunne i dag aldrig finde på at gøre noget lignende.

Jeg tror ikke, at man længere sondrer mellem piger og drenge, når man skal fejre familieforøgelser. Et barn er et barn og er vist heldigvis en lige glædelig begivenhed uanset hvilket køn, den nyfødte har.

Men når det kommer til spirituskørsel er det min påstand, at normerne ikke har ændret sig væsentligt, siden jeg var barn. Jeg har kendskab til et stort antal tilfælde af spritkørsel i min allernærmeste kreds både i Thy og på Mors. Selv kan jeg heller ikke pudse glorien. I min ungdom har jeg også ”kørt bag om”. Det må jeg med skam indrømme.

Som far til to teenagebørn og bonusfar til en syv-årig, der færdes på cykel og gåben i trafikken, er jeg skrækslagen over at vide, hvor udbredt fænomenet er den dag i dag. Jeg har kendskab til grupper af unge mænd, der stort set hver eneste weekend sidder fulde bag rattet, når de kører ”koptur” og pendler mellem egnens værtshuse. Døgnrapporterne fra politiet i Thisted taler uge efter uge sit tydelige sprog: Spritkørsel er almindeligt forekommende her på egnen. Politiet i Thisted mener ikke, at problemet er større i Thy og på Mors end andre steder. Det er muligvis rigtigt, men derfor er fænomenet alligevel alt, alt for udbredt.

Derfor denne appel til alle læsere i Thy og på Mors: Lad være med at sætte dig påvirket bag rattet. Snup nøglerne, hvis du opdager, at en bekendt er på vej til at køre spritkørsel. Og tal om det. Igen og igen. Slå fast, at spritkørsel er helt og aldeles uacceptabelt. Det er vores børn og børnebørn, familie og venner, der færdes i trafikken. De skal ikke miste livet på grund af en fulderik bag et rat!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.