Kvinde slog løs på parkerede biler

33-årig blev dømt til anbringelse

Arkivfoto: Peter Mørk <i>Pressefotograf    Peter Moerk</i>

Arkivfoto: Peter Mørk Pressefotograf Peter Moerk

SYDTHY:En 33-årig kvinde er ved retten i Holstebro blevet dømt til anbringelse for i flere tilfælde at have slået løs på personbiler, der holdt parkeret ud for det bosted i Sydthy, hvor hun har boet. Hun blev også dømt for hærværk mod en tandklinik.

Sidstnævnte forseelse fandt sted i januar 2020, hvor kvinden under et besøg i tandklinikken slog og sparkede til to døre, en væg, et maleri, en glaslanterne samt alarmsystemet, så der skete skader for knap 15.000 kroner.

I tre tilfælde i henholdsvis maj, juni og oktober 2020 gik kvindens udadreagerende adfærd ud over personbiler, hvoraf nogle tilhørte personale på bostedet. Den 33-årige slog og sparkede på bilerne og i et af tilfældene kastede hun også sten mod bilen. De samlede skader på bilerne løber op i over 50.000 kroner.

Kvinden var desuden tiltalt for vold mod en af de øvrige beboere, som hun havde bidt, slået og kradset. Under retssagen blev volden dog henført delvist som slagsmål, oplyser anklager Michelle Pedersen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Anklageren havde nedlagt påstand om, at den tiltalte kvinde skulle dømmes til anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at hun efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til en sikret afdeling.

- Hun blev idømt den anbringelse, der var nedlagt påstand om, oplyser Michelle Pedersen.

Foranstaltningen har en længstetid på fem år.

Kvinden blev desuden dømt til at betale erstatning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden