Lærke Kløvedal sender de kendte i graven med fyldte maver

Hun er madanmelder på Politiken og premiereaktuel vært for en ny sæson af Danmarks mest downloadede portræt-podcast. Nordjyske bød Lærke Kløvedal på sin egen medicin og inviterede til "Det Sidste Måltid" hjemme i Thy, hvor hun voksede op

Lærke Kløvedal ved sømærket i barndommens Stenbjerg. <i>Bo Lehm</i>

Lærke Kløvedal ved sømærket i barndommens Stenbjerg. Bo Lehm

Kløvedal. Alene navnet.

Som datter af Danmarks vel nok mest kendte sømand var det sin sag at blende ind i mængden, da Lærke Kløvedal var barn i Thy. Det var dengang, Danmarks Radio havde monopol og følgeligt var faderen, kaptajn og forfatter Troels Kløvedal, folkeeje, når han tog seerne med på eventyr på Nordkaperen.

- Jeg ville egentlig bare være lige som alle de andre. Men det var ikke altid lige let, konstaterer hun og erindrer, hvordan hun i fritidsjobbet i kiosken måtte klistre en avis' spiseseddel op med et billede af faderen ledsaget af dommedagstyper, der skreg "Danmarks sidste hippie".

icon

Jeg ville i hvert fald ikke være hende hippiedatteren! Jeg er vokset op med min mor, der er sygeplejerske og ganske vist er frisindet men slet ikke hippie.

Lærke Kløvedal

- Jeg ville i hvert fald ikke være hende hippiedatteren! Jeg er vokset op med min mor, der er sygeplejerske og ganske vist er frisindet men slet ikke hippie.

Der er ingen bitterhed i stemmen, mens Lærke Kløvedal taler om at være eller ikke at være anderledes i opvæksten, der foregik mestendels i Stenbjerg med afstikkere til Thisted, Mors og Portugal, hvor moderen i en kort periode boede for at drive en appelsinplantage sammen med gode venner.

Kendisser ved mikrofonen

Der er ingen appelsiner på bordet denne dag. Foruden at være madanmelder på Politiken er 42-årige Lærke Kløvedal vært for Danmarks mest downloadede portræt-podcast "Det Sidste Måltid", der sendes på Radio 4.

Her inviterer hun a-listekendisser på middag. Gæsten bestemmer menuen ud fra den præmis, at retterne er præcis dem, han eller hun ville ønske sig, hvis det vitterligt var hovedpersonens sidste måltid. Over maden taler Lærke Kløvedal med gæsten om dennes liv og forhold til døden, mens de sammen formulerer hovedpersonens nekrolog.

Det har hun gjort siden 2019, og programmet er blevet så populært, at hun netop har tegnet kontrakt for endnu tre år. Den nye sæson har premiere 5. september. Trods det morbide udgangspunkt har programmerne som regel en let tone, og de er fulde af liv og glæde. Ikke mindst takket være de skønne retter, der bliver sat til livs.

Lærke Kløvedal har i flere omgange i sin barndom boet i Thisted, hvor hun efter eget udsagn festede og drak sig gennem sit første gymnasieår. Så hun tog 1.g om. <i>Bo Lehm</i>

Lærke Kløvedal har i flere omgange i sin barndom boet i Thisted, hvor hun efter eget udsagn festede og drak sig gennem sit første gymnasieår. Så hun tog 1.g om. Bo Lehm

Jeg har i dagens anledning tyvstjålet konceptet og bedt Lærke Kløvedal komme med sine ønsker til et sidste måltid. Derfor sidder jeg i bilen med kurs mod Sdr. Vorupør få kilometer fra Stenbjerg. Her nyder Lærke sammen med sin mor og sønnen Storm nogle feriedage i barndomslandet.

Jeg har lovet at hente hende i det lejede sommerhus, inden jeg (ganske angstprovokerende) tager en af landets mest kendte madanmeldere med hjem til mig selv, hvor hendes ønskemiddag venter. Forhåbentlig uden alt for store kiksere og skuffelser, tænker jeg for mig selv, da bilen knitrer sig gennem det sidste stykke grusvej. Nu er jeg fremme ved sommerhuset.

Lærkes "sidste måltid"

Thy Pilsnere.

Krabbekløer, ristet, hvidt brød, mayo og dressing - A. D. Coutelas, "origin", Champagne.

Limfjordsøsters - 2008 Blanc de Blancs, Pol Roger, Epernay.

Flødestuvede Thy-kantareller på ristet surdejsbrød med masser af persille - 2015 Saint-Aubin 1. cru "Remilly", Domaine Bader-Mimeur og 2017 Beau Rivage, Chenin blanc, Clarksburg.

Jordbær, hindbær, fløde - og sort kaffe.

Selv om der kun er et år imellem os, og vi er vokset op på den samme egn, kender vi ikke hinanden. Men at vi har masser af fælles bekendte fra ungdommen, bliver hurtigt tydeligt på bilturen til mit hjem i Thisted, hvor vi helt i egnens ånd nyder en Thy Pilsner under transporten (kun en!).

- Ham har jeg eddermame snavet meget med, griner Lærke, da snakken falder på et af de mange navne, der klinger bekendt hos os begge.

Det viser sig sågar, at Lærke en overgang i folkeskolens overbygning var nære veninder med min ekskone. Og helt surrealistisk bliver det, da Lærke bryder ud i en herlig anekdote, da jeg fortæller hende, at det er min bedste ven, der under store anstrengelser har indsamlet de kantareller, vi skal spise senere.

- Det er en skøn hævn, at han har slidt i det for at skaffe kantareller til mig, konstaterer hun med et stort grin.

- Jeg var helt vildt forelsket i ham i det første år i gymnasiet, men han ville ikke have mig. Vi nåede dog en første date, hvor han hentede mig i sine forældres bil. Det var meningen, at vi skulle ud og gå en tur på stranden i Klitmøller, men så langt kom vi aldrig. Der løb en sort kat over vejen foran bilen, og han rullede ruden ned for at spytte. Men da han rullede op igen, kom hans hår i klemme i ruden, og så kørte vi i grøften. Det var lidt af et optrin med Falck og hans far, der kom for at hente os.

Den historie griner vi befriende af, men jeg kan mærke sommerfuglene baske i maven. Nu er vi fremme, og om lidt skal min mad stå sin prøve.

Søren Gericke og en åbenbaring

Heldigvis er jeg ikke alene om opgaven. Min bedre halvdel tager imod os med blussende køkkenkinder. Hun serverer aftenens første ret: Masser af krabbekløer, ristet brød, hjemmerørt mayo og en dressing smagt til med Tabasco - præcist som Lærke har "bestilt" det. Jeg har selv pillet krabbekløerne på forhånd, og selv om jeg spotter et enkelt lille stykke hårdt skal midt i alt det herlige, bløde kød, smiler Lærke over hele femøren. Det hjælper sikkert også, at vi drikker champagne, tænker jeg, inden snakken igen tager over.

Stenbjerg var det primære hjem i Lærke Kløvedals formative år. <i>Bo Lehm</i>

Stenbjerg var det primære hjem i Lærke Kløvedals formative år. Bo Lehm

Stenbjerg var det primære hjem i Lærkes formative år. I sit første år på Thisted Gymnasium drak og festede hun sig efter eget udsagn gennem skoleåret.

- Vi boede på det tidspunkt i en stor lejlighed midt i Thisted, hvor der altid var plads til mine venner og til fest. Jeg blev dødsur, da mor fortalte, at vi skulle flytte til Stenbjerg. Det var jeg ikke lige klar til. Det var så spændende at bo i Thisted og være ung og have alle vennerne tæt på og feste. Men det var nok meget godt. Jeg valgte at starte forfra og tage 1.g om. Det var en god beslutning, griner Lærke.

Det var også i den periode, at hendes livslange passion for bordets glæder blev grundlagt.

- Mens jeg var barn, var vi i store perioder selvforsynende. Så min mor passede og plejede sin køkkenhave. Og så var der alle de lokale produkter i Thy. Især med friske fisk, som man kunne købe for latterligt små beløb direkte fra kutterne. Det gav mig tidligt en fornemmelse for råvarer, forklarer Lærke.

Den helt store åbenbaring kom dog, da hun sammen med sin mor og stedfar besøgte Søren Gerickes nordatlantiske sommerkøkken i Klitmøller, hvor den navnkundige kok huserede i en årrække.

- Vi havde plukket syv et halvt kilo kantareller til restauranten, og i bytte blev vi budt på mad. Det var fuldstændig vidunderligt. Det var som en ny verden, der åbnede sig for mig. Man kan godt sige, at det blev en skelsættende oplevelse. Lige siden har mad og vin været noget helt afgørende i mit liv, erklærer Lærke, mens min bedre halvdel rydder af bordet.

Mor som holdepunkt

De to kvinder går på sightseeing i vores hjem. Jeg kan høre dem grine og tale sammen på første sal, mens jeg selv får travlt i køkkenet med at gøre klar til aftenens anden servering, der er en overraskelse til Lærke og altså ikke er en af de retter, hun på forhånd har ønsket sig. Men jeg ved fra andre interviews med hende, at hun er glad for østers, så selv om det er uden for sæsonen, har jeg været heldig at skaffe Limfjordsøsters fra Glyngøre Shellfish, hvor de har de lækre skaldyr gående i koldtvandsbassin, så de også kan nydes om sommeren.

Kniven er lige ved at smutte, da jeg åbner den første, men herfra går det nemmere. Det er de mindste Limfjordsøsters, jeg nogensinde har set, men de dufter friskt af saltvand. Jeg anretter dem helt enkelt på is på et fad med lidt tang for øjet og citronbåde. Jeg får åbnet en ny flaske bobler, 2008 Blanc de Blancs, Pol Roger.

Og jeg er klar til at servere, da kvinderne igen har sat sig ved bordet. Selvfølgelig siger et dannet menneske pæne ting, når man serverer mad. Det gør Lærke også. Men glæden glider fra læberne og helt ud i øjnene, så jeg ved, den er ægte.

Lærke Kløvedal på Plantagevej i Thisted, hvor hun også boede i en periode af sin opvækst. <i>Bo Lehm</i>

Lærke Kløvedal på Plantagevej i Thisted, hvor hun også boede i en periode af sin opvækst. Bo Lehm

Mens Lærke og jeg lystigt slubrer østers, og husets frue sørger for at holde sig på sikker afstand af den rå spise, drejer samtalen sig ind på andre ting. De to kvinder taler om delebørn og samværsordninger, og de deler et næsten intimt øjeblik, da Lærke ser direkte på min kæreste og næsten henført taler om hendes smukke øjne med den ubestemmelige farve.

Jeg forsøger at bemægtige med interviewerens rolle, men mine anstrengelser er frugtesløse. Lærke Kløvedal er tydeligvis et øjeblikkets menneske, og lige nu er hun bare til stede og nærværende i en privat samtale. Så jeg lader dem snakke. Da de begynder at tale om forholdet til deres mødre, fisker jeg dog blokken frem og noterer.

At moderen Maiken Kløvedal er og altid har været det faste holdepunkt i Lærkes liv, lægger hun ikke skjul på. I dag bor de tæt på hinanden på Amager, hvor Lærke Kløvedal sammen med sin kæreste Peter Bro og parrets tre sammenbragte drenge på 12, 12 og 17 netop er flyttet ind i et hus.

- Min mor er tæt på mig. Både fysisk og på det menneskelige plan. Da jeg begyndte at læse journalistik i Odense, men boede i København, var det også hende, der stod der og tog Storm, da han var lille, og jeg skulle af sted med toget meget tidligt om morgenen. På den måde har hun altid været der for mig. Hun var både min far og min mor og min støtte i min barndom og ungdom. Hun passede sit arbejde, sit hjem, mig og en kæmpe køkkenhave. Hun er det stærkeste menneske, jeg kender, fortæller Lærke, der dog må erkende, at moderens kræfter trods alt ikke er de samme mere.

Men er hun bange for at se sin mor ældes, så hele dynamikken bliver vendt, og det er Lærkes tur til at være den, der er støtten?

Lærke svarer stålfast og uden skyggen af tvivl:

- Nej. Jeg er klar. Det manglede bare!

En klippe at læne sig op ad

Samtalen skifter spor igen. Det er stadig de to kvinder, der først og fremmest fører ordet. Vi griner alle tre, da vi bliver klar over, at det faktisk er blevet min kæreste, der er intervieweren, mens jeg har en mere passiv og observerende rolle.

Lærke Kløvedal

Født på Amager i 1978.

Opvokset i Thy alene med sin mor, sygeplejerske Maiken Kløvedal. Datter af forfatter og kaptajn Troels Kløvedal, der døde i 2018.

Klassisk sproglig student fra Thisted Gymnasium 1998.

Uddannet filmproducer på Super16 i 2006. Arbejdede 10 år i den danske filmbranche.

Uddannet journalist på SDU i 2013.

Arbejdede i en årrække på DR. Som journalist på Deadline og som redaktionschef på Quizzen med Signe Molde. Var vært på interviewprogrammet Lærke møder... på DR K, hvor hun interviewede Danmarks største skuespillere.

Er i dag selvstændig og lever af at være skrivende journalist og som tv- og radiovært.

Opfandt radioprogrammet, Det Sidste Måltid på Radio4, der er Danmarks mest downloadede portrætprogram, og er vært på samme.

Madanmelder på Politiken og den eneste kvindelige madanmelder på de landsdækkende danske dagblade.

Bor på Amager med sin kæreste Peter Bro, der er professor og leder af journalistuddannelserne på SDU, med deres tre sammenbragte drenge på 12, 12 og 17 år.

Jeg fortrækker igen til køkkenet og begynder på hovedretten. Jeg kan gennem døråbningen høre dem tale om mænd. Lærke beskriver begejstret sin kæreste, professor Peter Bro, der er leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet.

- Han er den roligste mand, jeg kender. Intet kan bringe ham ud af fatning, så han er virkelig en klippe, jeg kan læne mig trygt op ad, fortæller Lærke.

Jeg rister brød og svitser kantareller. Steger svampevæden væk og tilsætter fløde. Stuvningen får både sherryeddike og saft og skal fra en citron. Der er også en smørklat, skalotteløg og persille i panden, og jeg er tilfreds. Stuvningen er ikke skilt. Den får salt og peber og er cremet og intens.

Jeg anretter på det ristede brød og serverer med to hvide vine, som vi smager op mod hinanden. Der er både en klassisk bourgogne og en amerikansk chenin blanc. Amerikaneren lægger sig hurtigt i front med en hvislende lækker syre. Men franskmanden tager alligevel sejren på udholdenhed i glasset. Vi spiser, drikker og snakker videre.

Lærke Kløvedal har en stærk trang til at udkomme i eget navn. <i>Bo Lehm</i>

Lærke Kløvedal har en stærk trang til at udkomme i eget navn. Bo Lehm

Med en fin studentereksamen fra Thisted Gymnasium rejste Lærke til København, hvor hun uddannede sig til filmproducer og arbejdede 10 år i en branche, hvor arbejdstidsnormer ikke findes. Siden blev hun journalist og arbejdede på DR som blandt andet journalist på Deadline og redaktionschef på Quizzen med Signe Molde.

- Jeg arbejdede som en hest, og jeg tror egentlig også, at jeg var god til mit arbejde, men der manglede et eller andet. Jeg havde i alle mine år i filmbranchen og i meget af min tid på DR en tilbagetrukket rolle, hvor jeg skulle spille de andre gode. På et eller andet tidspunkt fik jeg den der lyst til selv at udkomme, erkender hun.

Og en erkendelse er faktisk lige, hvad det er. Når man er vokset op i Thy og sidder og taler med to thyboer, så er det ikke sådan lige til at sige højt, at man kan lide at være "på". Men Lærke får det sagt så tilpas ukrukket, at bemærkningen glider lige så let ned som vinen. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at fortolke.

Lommepsykologisk anfører jeg, at trangen til at stå i sit helt eget rampelys måske kunne skyldes, at hun fik sin søn sammen med Adam Price, mens denne blev landskendt med "Spise med Price" og som skaber af tv-serien "Borgen". Dermed oplevede Lærke Kløvedal for anden gang, at en fremtrædende mand i hendes liv var folkeeje.

Lærke smiler venligt men afviser mine betragtninger.

- Jeg var ikke sammen med Adam ret længe, efter han blev så kendt, så det har ikke noget med det at gøre, konstaterer hun.

Klar til at blive forført

En vigtig ting fik hun til gengæld med fra forholdet. I en lang periode var Lærke nemlig den faste medspiser, når Adam Price anmeldte mad for Politiken.

- Det lærte jeg fantastisk meget af. Jeg kunne ikke have haft en bedre læremester, siger Lærke, der flere år efter bruddet selv blev madanmelder på selv samme avis.

Og her har hun fundet sin helt egen unikke stil. Faste læsere af Politikens madanmeldelser vil vide, at Lærke er en sproglig mester og en historiefortæller i uhørt klasse. Hun er heller ikke nærig med at bruge sig selv i anmeldelserne, der fuldtonet emmer af umættelig kærlighed til restaurationsbranchen. Tag bare det her eksempel fra en anmeldelse af Sortebro Kro i Den Fynske Landsby i Odense bragt i Politiken fredag 23. juli:

"På Sortebro Kro holder de servicen klassisk: "Hvad siger fruen", spurgte tjeneren mig, da jeg skulle bestille, og ungerne fnes ned i colaen. Jeg rykker gerne ugift ind i den sætning any day, hvis tilsvarende service hører med. Grundig, vidende, ordentlig og med overskud. Fruen takker."

- Jeg forsøger at fortælle en historie i mine anmeldelser. Man skal have respekt for, at genren er underholdning, men samtidig skal man tage maden og vinen og alle de hårdt arbejdende kokke og tjenere dybt seriøst. Det skal gerne være en læseoplevelse. En anmeldelse svarer ikke til en karakter fra sensor på kokkeskolen. Jeg anmelder min oplevelse som gæst. Og jeg er klar til at blive forført, siger Lærke.

Vi udveksler flere betragtninger om det at anmelde mad. Jeg har selv tjansen fra tid til anden for Nordjyske, så vi kender alle fordommene.

- Det er et mere krævende arbejde, end de fleste forestiller sig. Det er ikke bare en lang nydelse at spise, når man er på arbejde. For det første en man enormt meget "på". Og når der er kritikpunkter, så gør jeg meget ud af ikke at blive perfid. Det ville være det nemmeste, men jeg har også selv prøvet, når en anmelder har skrevet noget negativt om mine udsendelser. Den dårlige sætning er den, man husker. Når jeg skriver en anmeldelse, forestiller jeg mig altid, at jeg læser den op for kokken. Jeg skal kunne stå ved mine egne ord i selskab med det menneske, jeg skriver om, siger Lærke og bliver hurtigt enig med min kæreste om, at den, som virkelig har den fede tjans på et madanmelderjob, er medspiseren.

- Medspiseren spiser og drikker godt og kan sidde og være super kritisk uden at skulle stå ved det i eget navn. What's not to like, griner hun.

Med madanmelderjobbet har hun i den grad fået afløb for trangen til at udkomme i eget navn. I egen persona. Det gjorde hun også i en periode på DR, hvor hun var vært på interviewprogrammet "Lærke møder..." på DR K. Her interviewede hun nogle af Danmarks største skuespillere, og dermed havde hun slået ind på en bane, som hun nu som freelancer har fortsat og udviklet med "Det sidste måltid".

Det sidste måltid

Programmet er Danmarks mest downloadede portræt-podcast og sendes på Radio 4, hvor den nye sæson har premiere 5. september. Gæsterne i den kommende sæson tæller blandt andre navne som Bille August, Anders Breinholt og Christian Stadil.

Programmet kan gratis høres på en række podcast-platforme som Podimo, Spotify og iTunes.

Lærke Kløvedal har selv skabt konceptet for programmet, der er blevet sendt siden 2019, og hun har for nylig tegnet kontrakt for endnu tre år.

Lærkes eget sidste måltid lakker mod enden. Vinens virkning har for længst sløvet mit sanseapparat, så jeg er taknemmelig for, at hun har bestilt jordbær, hindbær og fløde med sort kaffe. Det kan jeg ikke fucke op.

Sprællevende

Vi har afveget fra Lærkes eget radiokoncept. Godt nok har vi spist, drukket og talt, som i hendes programmer, men vi har ikke skrevet hovedpersonens nekrolog. Det ville også være aparte så sprællevende, som hun er. Alligevel stjæler jeg det spørgsmål, som Lærke altid runder sine programmer af med:

Hvad skal der stå på din gravsten?

Det er den eneste gang, jeg oplever, at hun tøver. "Ja, det burde jeg jo have sagt mig selv, at du ville spørge om. Og jeg burde jo selv have tænkt over det", mumler hun for sig selv, mens hun ser ned på sine hænder. Så retter hun blikket mod mig.

- Jeg tror faktisk ikke, jeg vil have en gravsten. Men hvis vi leger, at jeg får en... Så skal der stå: Gør dig umage og giv dig selv lov til at gøre det, der gør dig glad. Og så er jeg slet ikke så sikker på, at det slutter her...

Vores aften sammen er til gengæld slut. Lærke rider ud i natten i sin taxi, mens vi sætter os og fordøjer indtrykkene. Det går op for mig, at jeg ikke kan afgøre, hvem der egentlig har interviewet hvem i løbet af de sidste mange timer. Jeg har en fornemmelse af, at vi har fortalt mindst lige så meget om os selv som Lærke. Men det er det, hun kan, dette øjeblikkets menneske. Med sit nærvær og en vanvittig sans for at lytte har hun - sikkert uden at ville det - nedbrudt alle former for normale forsvarsværker i en samtale med en fremmed. No wonder, at hun har succes som portrætinterviewer...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden