Læserbrev: Dopingmisbrug er udbredt i hele landet. Tak til Anti Doping Danmark
Det er ærgerligt at rigtig mange idrætsudøvere ikke har stiftet personligt bekendtskab med en dopingkontrol, mener en idrætsleder
Læserbrevet er skrevet af Jan Lyhne, der er daglig leder i Studie 7/Thisted Vægttrænings Forening
DOPINGKONTROL: Dopingkontrol er noget alle idrætsudøvere har hørt om, men som de færreste (desværre) har stiftet personlig bekendtskab med. Sådan er det heldigvis ikke i Studie 7/Thisted Vægttrænings Forening. Her er dopingkontrol noget der praktiseres med jævne og helt uforudsigelige mellemrum. Og sådan var det også tirsdag aften.
Kl. 19.00 troppede fire mand fra Anti Doping Danmarks “beredne korps” op på Munkevej, hvor de rullede det helt store isenkram frem i form af både urin- og blodprøver. De havde på forhånd, ud fra foreningens medlemsliste, udvalgt 12 der skulle testes. Desværre testede den ene af de udvalgte positiv for Corona for få dage siden, hvorfor ADD fravalgte ham igen - for denne gang. En anden var på job i Østjylland, så han får et venligt servicebesøg på arbejdspladsen, da han jo ikke skal “snydes”.. Verdensklasse af ADD.
De resterende 10 måtte til gengæld levere kropsvæsker i form af urin og blod til kontrollanterne, som var uhyre effektive og professionelle. På mindre end tre timer var det hele overstået og ADD’s kontrollanter kunne køre hjem igen. Kun én enkelt af de testede “leverede” ikke i første forsøg og måtte derfor tisse to gange, da han havde drukket for meget vand, hvorved urinen blev “for tynd” til at analysere.
Vi siger, sædvanen tro, tusinde tak til ADD’ kontrollanter for endnu et besøg, som er et uvurderligt redskab i kampen mod det ofte oversete, men ikke desto mindre alt for udbredte dopingmisbrug, der foregår i specielt motions- og fitnesscentre over hele landet, men også, dog i mindre grad, i den øvrige organiserede idræt.
NB! Billedet er offentliggjort med ADD’ tilladelse, betinget af anonymisering af kontrollanterne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.