MC-folket ud på hullede veje: Det er en farlig udfordring
En påske med godt vejr lokker motorcyklisterne ud af vinterhiet, men i år er vejene mange steder mere hullede, end godt er. Det er sund fornuft at lægge forsigtigt, lyder det fra kommunalpolitiker, som selv kører foråret i møde på to hjul
THY: - Som motorcyklist skal man være ekstra opmærksom. Ikke bare på huller i vejen, men også på alt muligt andet. Så jo, radaren er da justeret med tanke for, at vejene nogen steder har nogle ordentlige frosthuller.
Det siger Steen Christensen. Skærtorsdag byder han på vegne af motorcykelklubben MC Stompers i Thisted, velkommen til åbning af motorcykelsæsonen 2023. Alt afhængig af vejret plejer op mod et par hundrede motorcyklister at køre med på turen fra Thisted Havn, hvor mindst ligeså mange møder op for at se de blankpudsede maskiner stå til parade.
Blandt de forårsfriske motorcyklister i feltet er også Brian Nielsen, formand for motorcykelklubben Falling Knights Thy fra Snedsted og medlem af Thisted kommunalbestyrelse. Her har han en plads i udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik. Kvaliteten af de kommunale veje et af udvalgets interesseområder.
Brian Nielsen kører foråret i møde på en Honda Goldwing med sidevogn - og med tanke for antallet af huller i asfalten på vejene konstaterer han, at tre hjul trods alt bedre end to, hvis man overraskes af et hul i vejen.
- Jeg skal da ærligt indrømme, at vejene ikke har det alt for godt. Men det gælder ikke kun for kommunens egne veje. Det er helt generelt, konstaterer Brian Nielsen, som hver dag kører fra Snedsted over Mors og Salling til Skive, hvor han arbejder. Og det er ikke på kommunal asfalt hele vejen.
- Hullerne er irriterende. Både for bilister og for de motorcyklister, som nu tager hul på sæsonen. Og hvis hullerne ikke allerede er et samtaleemne i mc-kredse, er jeg sikker på, at de er det efter skærtorsdagens sæsonåbning i Thy, siger Brian Nielsen, som kalder de hullede veje en farlig udfordring for de, der færdes på to hjul.
Gi' kommunen et tip
- Det har altid været fornuftigt at køre efter forholdene, og som vejene ser ud mange steder lige nu, er der ekstra god grund til at gøre det, siger Brian Nielsen.
- Uden det skal lyde alt for politiker-agtigt, vil jeg opfordre til, at man giver kommunen besked, hvis man ser huller i vejbelægningen. Det kan gøres som et borgertip på hjemmesiden. Så er der bedre mulighed for, at hullet lappes hurtigere, end hvis man bare taler om, at der burde ske noget, lyder opfordringen fra kommunalpolitikeren Brian Nielsen.
Med politikerhatten på tilføjer han, at teknisk udvalg efter påske skal drøfte veje og vejanlæg og hvordan pengene til asfalt kan gøres mest gavn.
Når han ser på vejene med motorcyklistens øjne er Brian Nielsens melding klar: Sæt farten ned og kør efter forholdene.
- Der har altid været huller i vejene - nu er der bare kommet flere. De er ubehagelige at ramme uanset om man kører på en stor maskine eller på en mindre. Og jo hurtigere, der køres, jo større risiko, hvis man ryger i et hul. Så jeg håber, at folk lægger forsigtigt ud, når de starter sæsonen, og at der snart kommer noget asfalt i hullerne på vejene. Uanset om det er kommunens eller statens veje, siger Brian Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.