Gik fra kirken til stranden: Mindehøjtidelighed for de to tyske drenge
Borgerforening bag mindehøjtidelighed i Nr. Vorupør
Opdateret kl. 21:16
Onsdag oplyste Midt- og Vestjyllands Politi, at de to drenge, der søndag blev begravet under et sandskred i Nr. Vorupør, er afgået ved døden.
Drengene på henholdsvis ni og 12 år afgik ved døden tirsdag aften.
Flaget ved redningsstationen i Nr. Vorupør og ved kirken gik på halv - og onsdag aften havde Vorupør Borgerforening via facebook indkaldt til en mindehøjtidelighed for drengene.
- Det gør os så utroligt ondt at modtage beskeden om, at de to drenge fra weekendens tragiske hændelse ikke er her mere. I aften (onsdag, red.) kl. 19.00 vil vi mindes drengene og sende tanker til de berørte familier, når vi sammen med Kystredningstjenesten i Vorupør går fra Vorupør Kirke. Alle er velkomne til at følge trop i mindeoptoget, som går via Vesterhavsgade og ned til stranden, blev det oplyst.
Ritzau talte med formanden for borgerforeningen, Louise Lindgaard Johansen, inden folk gik gennem byen:
- Der er stadig turister, som prøver at holde ferie, men som er meget påvirkede af det. Vi vil gerne have en ordentlig, respektfuld afslutning på det, som vi har frygtet i flere dage, siger hun.