Dødsbranden i Thisted

Mor til Juline, der kun blev 19 år: - Nu er hun blevet vist lidt retfærdighed

Boligselskab har opgivet at anke dommen efter dødsbrand i Thisted - det har moderen først hørt otte måneder senere

Monika Seberg: - Jeg er glad og lettet over, at afslutningen er kommet.
Monika Seberg: - Jeg er glad og lettet over, at afslutningen er kommet. Arkivfoto: Bo Lehm

En sag med et tragisk dødsfald til følge har nu fået en afslutning. I hvert fald, når det kommer til den juridiske del. 

19-årige Juline Seberg mistede i  marts 2021 livet, da ejendomskomplekset Munkegården i Thisted brændte. Hun omkom af røgforgiftning. 

Efterfølgende blev Munke Bolig ApS trukket i retten, hvor der blev idømt bødestraf for brud på bygningsreglementet. Og den valgte selskabet at anke. 

Nu er det så kommet frem, at Munke Bolig ApS har opgivet at få sagen for landsretten. 

Anken blev droppet tilbage i maj sidste år, men det er først nu, at Julines mor, Monika Seberg, har fået det at vide.

Det er TV Midtvest, der har overbragt hende denne nyhed efter at have læst retsbogen fra Vestre Landsret.

Til TV Midtvest siger Monika Seberg, således:

- Jeg er glad og lettet over, at afslutningen er kommet. Det er det, jeg har ventet på, siden Munke Bolig ankede sagen for mere end et år siden. Nu kan jeg sige til mig selv, at der blev vist Juline lidt retfærdighed, og at nogen er blevet stillet til ansvar for de svigt, de har begået. Det giver mig noget ro i maven.

Hun er skuffet over, at hun ikke tidligere har fået at vide, at ankesagen ikke bliver til noget. Det skyldes ifølge en udtalelse fra Vestre Landsret til TV Midtvest, at kun parterne i sagen - og ikke Monika Seberg som vidne - fik besked herom.

Boligselskabet siger til den regionale tv-station, at ankesagen blev droppet, fordi omkostningerne ville overstige bøden. Den lød på 10.000 kroner.

Ved den tragiske brand blev branddøre holdt åbne af kiler og virkede derfor ikke efter hensigten. Munke Bolig blev dømt for brud på bygningsreglementet og valgte altså i første omgang at anke dommen:

- Udlejer har valgt at prøve sagen i landsretten. Det skyldes ikke bødens størrelse, men nogle juridiske krøller på den måde, sagen blev afgjort på i byretten. Sagt på en anden måde, at Munke Bolig bliver dømt på nogle andre paragraffer end dem, der stod i anklageskriftet. Det er stadig en ulykkelig sag, og det er skrækkeligt for familien, at der nu skal rippes op i den igen, sagde selskabets forsvarer Poul Gade dengang til Nordjyske.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden