Mor til offer i dødsbrand: Politiet behandler sagen med ligegyldighed
Moren til afdøde Juline Seberg forstår ikke, at brandefterforskning nu har varet i 13 måneder.
Opdateret 27. november 2023 kl. 12:25
THISTED:- Jeg har da en tillid til og en tro på, at vores politi efterforsker ting ordentligt. Men jeg er rystet over, at brandsagen bliver behandlet så overfladisk og med en ligegyldighed, hvor man ikke interesserer sig for detaljerne. Jeg har mistet mit barn, og jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er mere vigtigt for politiet at få opklaret, hvordan det er gået til.
Det siger Monika Seberg, mor til Juline Seberg, der døde af røgforgiftning under branden i Munkegården i Thisted 4. marts 2021. Her over 13 måneder senere er efterforskningen stadig ikke afsluttet.
- Jeg føler, det er en form for udmattelsesstrategi fra politiets side. Gennem advokaten skriver vi frem og tilbage, men det er pingpong uden reel information. Et eksempel: Der er masser af videoovervågning i Munkegården, og det spurgte vi til et halvt år efter branden. De optagelser havde politiet ikke lige tænkt på at få rekvireret. Så fik vi fire-fem minutter at se, som var optaget, før de blå blink nåede frem. Hvor er resten? Det virker skødesløst, siger Monika Seberg.
Det er for længst afgjort, at der ikke vil blive rejst tiltale med den mand, i hvis lejlighed ilden brød ud som følge af en tabt cigaret.
Men der er ikke offentliggjort konklusioner vedrørende to forhold, som den unge kvindes forældre har påpeget og stillet spørgsmål ved gennem deres advokat:
1. Hvorfor gik der 40 minutter, før redningsmandskabet fik Juline ud af bygningen i livløs tilstand.
2. Levede udlejer op til sit ansvar for bygningens brandsikkerhed, når det er påvist, at branddørene ud til opgangen så godt som altid blev holdt åbne af kiler?
Åbne døre skabte ventilation
- Enhver, der kom i Munkegården, ved, at de branddøre altid stod åbne, for ellers kunne bygningen ikke blive ventileret. Gangene får lysindfald fra glasbyggesten, som ikke kan åbnes, og der er ikke skyggen af en ventilationsrist. Og det er ikke beboerne, der har sat de kiler i dørene, siger Monika Seberg.
Nordjyske talte fornyligt med fem af Julines Sebergs daværende naboer og venner, og de kunne alle beskrive, at dørene blev holdt åbne, og der ikke fra udlejer eller viceværts side blev indskærpet, at det var et krav at holde dem lukket. Hertil siger forældrenes advokat, Lauge Fastrup:
- Jeg var rigtigt glad for den artikel, for den er med til at påvise, at kravene til brandsikkerhed ikke blev overholdt. Jeg gjorde efterfølgende det, at jeg sendte en kopi af artiklen til politiet, og nu må vi se, om det fører til, at der bliver indhentet vidneudsagn fra de fem, siger Lauge Fastrup.
Men det er indtil videre ikke sket. Nordjyske har igen kontaktet de fem vidner, og de siger samstemmende, at politiet ikke på noget tidspunkt før eller efter artiklen fra 21. marts har kontaktet dem. Blandt dem er Julines kæreste gennem tre år og hendes veninde Charlotte Karlsen, som hun delte lejlighed med indtil få dage før branden.
Tilbage til Thisted Politi
Politimæssigt har sagen været sendt til vurdering hos Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi. Anklagerfuldmægtig Morten Wibroe siger, at politiet har talt med beboere i Munkegården om branddørenes position.
- Men jeg ved ikke, hvor mange de har talt med, og hvis du siger, at de fem ikke er blevet spurgt, har man jo nok ikke talt med dem. Det må du hellere spørge Thisted Politi om. Vi har sendt sagen tilbage til dem, for der er nogle enkelte ting, som vi mangler at få belyst, siger Morten Wibroe.
Det har været politikommissær Niels Thing, som har stået for sagens efterforskning i Thisted. Han siger:
- Vi har i hvert fald undersøgt det med branddørene, men jeg kan ikke huske i detaljer, hvem vi har talt med. Det er længe siden, jeg har læst sagen igennem, men jeg kan godt huske, at der er vidner, som fortæller om de branddøre. Men den del af sagen, som omhandler branddøre og bygningens sikkerhedsmæssige forhold, er ikke afsluttet endnu, siger Niels Thing.
Monika Seberg, mor til Juline, undrer sig over, at der nu er gået 13 måneder med efterforskning af en brandsag, som vel ikke er den mest komplicerede?
- Det er ikke rart, at det tager så lang tid, det medgiver vi. I min verden skal der heller ikke gå så lang tid. Men der er jo kommet mange forespørgsler på sagen, som har skullet undersøges, og nogle gange tager det bare lang tid, inden det næste kan blive undersøgt. Men jeg vil sige, at sagen er ved at være belyst, og nu skal vi finde ud af, hvad vi skal gøre ved dette issue med branddørene. Jeg håber, den her sag snart kan blive afsluttet så godt, som den kan, siger Niels Thing.
En ting er branddørene og bygningssikkerheden. Men hvad kan du sige om efterforskningen af beredskabets indsats, herunder de 40 minutter, der gik, inden Juline blev bragt ud?
- Det er undersøgt efter henvendelsen fra forældrene og deres advokat. De spørgsmål er blevet behandlet af politiets ledelsessekretariat. Det er ikke en lokalpolitiopgave at undersøge de dele, og jeg mener, der er kommet svar på de spørgsmål, siger Niels Thing, der oplyser, at han pr. 1. april er overgået til andre funktioner hos Thisted Politi og derfor ikke længere har med brandsagen at gøre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.