Byggeri

Ny frist til trængt byggeri: Tilbud på udvidelse af "Dokken" gælder stadig

Fristen for at acceptere et tilbud på udvidelse af Behandlerhuset "Dokken" var sat til første maj. Nu er fristen forlænget så er mere tid til at finde den finansiering, som gentagne gange har været et problem for at starte byggeriet

Udvidelsen af Dokken vil inddrage et ubebygget areal nord for den nuværende bygning. Håbet er fortsat, at der kan findes finansiering til den 1500 kvadratmetrer store tilbygning, der nu arbejdes med.
Udvidelsen af Dokken vil inddrage et ubebygget areal nord for den nuværende bygning. Håbet er fortsat, at der kan findes finansiering til den 1500 kvadratmetrer store tilbygning, der nu arbejdes med. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 17:45

THISTED: For en måned siden var 1. maj sat som frist for at acceptere et tilbud på en 1500 kvadratmeter stor tilbygning til behandlerhuset "Dokken" i Thisted. Men nu er der givet endnu nogle måneders frist.

Det oplyser Tage Leegaard, formand for bestyrelsen for Den Erhvervsdrivende Fond Thisted Behandlerhus. Fonden ejer "Dokken" på havnen i Thisted og udlejer lokaler i bygningen ud til flere forskellige behandlere, blandt andet læger.

- Vi har fået en ekstra frist til at acceptere det tilbud, vi har fået på udvidelsen af "Dokken", så håbet om, at det lykkes at få byggeriet gennemført er ikke opgivet, siger Tage Leegaard.

Det oprindelige byggeprojekt lød på en tilbygning på 3000 kvadratmeter. Projektet er siden reduceret til en tilbygning på 1500 kvadratmeter. Byggestarten er flere gange udsat, fordi den erhvervsdrivende fond har problemer med at finde finansiering af byggeriet og samtidig gennemføre det til en pris, der ikke vil påvirke lejeprisen for lokalerne i bygningen.

- Takket være den forlængede acceptfrist på tilbuddet på byggearbejdet, har vi nu fået ekstra tid til at undersøge markedet for finansiering og ikke mindst undersøge, om vi kan finansiere byggeriet på nogle vilkår, vi kan leve med, forklarer Tage Leegaard.

Han tilføjer, at der er opmærksomhed på, at tidspunktet for den endelige beslutning, om det er realistisk at bygge eller om projektet må opgives, rykker nærmere.

- Vi skal meget gerne finde en løsning på finansieringen inden sommerferien. Trækker det yderligere i langdrag, begynder det at se svært ud. Det vil være ærgerligt, hvis vi må opgive projektet, for alle er glade for det behandlermiljø, der er skabt i "Dokken" - og der er heller ingen tvivl om, at lægerne og de øvrige behandlere skal have den ekstra plads, de efterspørger for at udvikle stedet, siger Tage Leegaard.

I bestræbelserne for at finde finansiering til byggeriet har behandlerhusets bestyrelse undersøgt mulighederne for fondsfinansiering.

- Vi har haft en professionel fundraiser til at undersøge mulighederne i håb om, at vi kunne få støtte fra en stor fond. Muligheden er der ikke. Derfor skal vi nu bruge den ekstra tid, vi har fået, til yderligere at undersøge, hvilke finansieringsmuligheder der ellers er på kapitalmarkedet.

Tage Leegaard tilføjer, at arbejdet sker i formodning om, at der "stadig er åbne spor", som kan følges.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden