Nyslåede Michelin-stjerner vendte hjem: - Det er helt overvældende
Onsdag vendte holdet bag den nykårede Michelin-restaurant Tri hjem til Agger - og lykønskningerne stod i kø
Opdateret kl. 19:16
AGGER: Hele byen havde hejst flag, og der var dækket op til kransekage og rosévin i solen.
Onsdag blev nemlig dagen, hvor Nicolas Min Jørgensen og resten af holdet bag Restaurant Tri, som mandag aften fik tildelt en Michelin-stjerne ved awardceremonien i Turku i Finland, endelig kunne vende hjem til Agger.
- Det er helt overvældende at mærke, hvor stor en opbakning, der har været fra byen. Vi så på Messenger og Facebook, hvordan der blev holdt stor Michelin-fest herhjemme i mandags. Det har jeg aldrig prøvet før, at en hel by og et helt område samles på den måde. Og jeg synes ellers, jeg har oplevet lidt af hvert i branchen, siger Nicolas Min Jørgensen.
Allerede få timer efter, hovedpersonerne igen var landet på dansk jord, var samarbejdspartnere og leverandører inviteret til et lille Åbent Hus-arrangement.
Men i sommersolen midt på Aggers hovedgade var det nærmest uundgåeligt, at fejringen ville flyde over til også at gælde resten af byen, og buketter og lykønskninger kom da også i en lind strøm ind gennem restauranten.
- En af grundene til, at vi blev her tilbage i 2020, var, at vi kunne mærke, at de her små bysamfund, de kan noget særligt. Det kan godt være, at man siger, der "kun" er 300 indbyggere i Agger, men der er mere sammenhold mellem de 300, end der er i en opgang inde i Aarhus, siger Michelin-vinderen.
Nicolas Min Jørgensen havde hele holdet fra Tri med i Turku, bestående af kok Lasse Westman og restaurantchef Charlotte Haugaard, men også hustru Iben Dragsbæk Hansen - mandag var nemlig parrets bryllupsdag, og Michelin-stjernen må siges at være den perfekte bryllupsgave.
Men succesen har mange flere fædre og mødre, som der desværre ikke var plads til ved overrækkelsen, forklarer Nicolas Min Jørgensen:
- Det er ganske vist os, der står ved gryderne og ved bordene, men jeg ser os på mange måder som formidler af de råvarer, vi får herude. Og der er det leverandørerne, der er altafgørende. Så jeg syntes, vi manglede nogen på scenen den dag, siger han og tilføjer:
- Vores leverandører har en vilje, de byder ind, og man kan mærke den samme passion for slutproduktet, som vi selv har. Jeg kunne have lavet en god restaurant herude med baggrund i min træning i det franske køkken, men det er råvarerne og historien, der gør - tror jeg - at vi fik en stjerne til Agger.
Én af de leverandører er Gitte Fauersbækk fra GrønThy i Solbjerg på Mors.
- De sidste par dage har været en kæmpe rutschebanetur for mig. Jeg er virkelig stolt, og jeg synes, stjernen er ekstra velfortjent, fordi Tri vælger at være tro mod deres leverandører og tænker på klimaet og miljøet, også i deres menukort, siger hun og fortsætter:
- Når man vælger en leverandør som mig, så er der jo nogle begrænsninger, fordi jeg ikke bare har store drivhuse, hvor de kan få alt, de måtte have lyst til, året rundt. Jeg har kun det, der er i sæson, så hvis de for eksempel laver en ret med purløgsblomster, så slipper de jo op på et tidspunkt. Det kræver, at de er nødt til at lave det hele om - og det gælder ikke bare maden, men også vinen, så det er et stort arbejde.
- Derfor er jeg sindssygt stolt og taknemmelig, for det ville være nemmere for dem bare at ringe til en stor grossist, men de vælger at satse på det lokale og det bæredygtige, og jeg synes, det er så sejt.
Hun mærker også selv, at der er kommet ekstra stor bevågenhed på GrønThy, siden Tri tog stjernen hjem i mandags.
- Når jeg har været ude og køre i løbet af de seneste par dage, så kan jeg da godt fornemme, at der bliver kigget lidt ekstra efter bilen, hvor der står "GrønThy" udenpå. Det skal man da lige vænne sig til, siger Gitte Fauersbækk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.